Kultur på Gran Canaria
Tidens strømninger inden for kunst og kultur er altid nået hurtigt til øerne – nærmest med første bananbåd. Derfor kan man finde alle stilarter gennem tiderne, selv om kun få kunstnere eller kanarisk kunst er kendt uden for Spanien. Men kultur spiller generelt en stor rolle på øen. Bare se på alle de statuer, der dukker op overalt.
Karneval
Deres karneval er lidt mere farverigt end vores
Karnevalet er årets højdepunkt. Det er så stort, at forberedelserne allerede begynder, når det sidste slutter. Det har forskelligt udtryk fra by til by, men alle steder er man sikret sprudlende fest i mange dage i træk. Festen er mere løssluppen end nordiske karnevaler og fyldt med seksuelle undertoner. Man er kun klædt i det mest nødvendige, og ni måneder fødes der flere børn end på noget andet tidspunkt af året. Under karnevalet er gaderne velduftende af madgryder, et rabalder fra spansk-kanariske orkestre overdøver hinanden, og uendelige parader med dekorerede platforme er fyldt med dansere, der viser sig frem til inciterende rytmer i håb om at blive kåret til karnevalets konge eller dronning. Kendere regner karnevalet i Las Palmas for international klasse, dog ikke helt så stort som det på Tenerife, som til gengæld regnes for verdens bedste efter Rio.
Karnevalet indleder fasten – carne vale betyder »farvel til kød«. (Herhjemme indleder vi fasten med fastelavn, som betyder »aftenen før fasten«). Derefter må man i en periode kun spise fisk og grøntsager. Selv om de færreste i dag ændrer den daglige kost, lever festen alligevel. Det er den årlige mulighed for at få afløb for aggressionerne, og festen har mange ritualer og symboler, der går ud på at gøre grin med magthaverne. De har da også forsøgt at forbyde det. Franco gjorde det ret effektivt i Spanien, men det lykkedes ham aldrig at kvæle det på De Kanariske Øer. Karnevalet kom via Caribien af hjemvendte emigranter. Det første fandt sted i 1770.
Karnevalet indleder fasten – carne vale betyder »farvel til kød«. (Herhjemme indleder vi fasten med fastelavn, som betyder »aftenen før fasten«). Derefter må man i en periode kun spise fisk og grøntsager. Selv om de færreste i dag ændrer den daglige kost, lever festen alligevel. Det er den årlige mulighed for at få afløb for aggressionerne, og festen har mange ritualer og symboler, der går ud på at gøre grin med magthaverne. De har da også forsøgt at forbyde det. Franco gjorde det ret effektivt i Spanien, men det lykkedes ham aldrig at kvæle det på De Kanariske Øer. Karnevalet kom via Caribien af hjemvendte emigranter. Det første fandt sted i 1770.
Musik
Der er musik på hvert et gadehjørne.
Hvis man er til populær musik kender man måske Rosana Arbelo fra Lanzarote, der slog igennem i 1997. Hendes musik har tydelige elementer af traditionel kanarisk musik. En anden kendt sanger er Tenerifes Pedro Guerra, der er kendt i hele Spanien. Det eneste rockband, der er slået igennem, er Las Ratas. På den klassiske front hører Las Palmas Filharmonikerne til de bedre. Mere traditionel kanarisk musik spilles af store by-orkestre, sådan et må enhver by have, og indtil man vænner sig til det, lyder det lidt, som når man trækker en kat i halen. Der er dog fredelige variationer. Det mest kanariske instrument er den femstrengede timbalo, der ligner en lille mandolin med rund ryg, oprindeligt lavet af skildpadde. I dag danser kanarierne som alle andre. Men de har også deres folkedanse, f.eks. ved fiestaer, fx dansen canario, en kædedans, som var meget brugt ved hofferne i Europa, fordi de var så vovede, og det kunne man godt lide. Dansen tajaraste menes at stamme fra guancherne. Den indledes monotont, men slår med ét om og bliver vild og fyrig med kastagnetter og olé-råb.
Litteratur
Gran Canarias største berømthed er Benito Pérez Galdós (1843-1920), som regnes for en af Spaniens største forfattere. Han skrev 46 historiske romaner. Den første forfatter, der blev nationalt kendt, var José de Viera y Calvijo (1731-1813), som har skrevet historiske værker. Tomás de Iriarte (1750-1791) huskes bedst for sine teaterstykker, der stadig opføres.
Film
Star Wars, Abernes Planet, De Ti bud. Det er alle store Hollywood-film, som ifølge turistguider på billige busture er optaget på de kanariske øer, og det er rent vrøvl. Det er bare sagt så mange gange, at ingen tør udelade det. Alle kanariske øer forsøger at lokke filmproducenter til at bruge øernes fantastiske naturlige kulisser. Det har dog mest været spanske filmmagere og spaghetti-westerns, der har bidt på. De eneste Hollywood film, man kan prale af - og det gør man også - er: Moby Dick med Gregory Peck, der blev optaget på La Gomera i 1954, og siden One Million Years B.C. med Raquel Welsh iført pelsbikini - optaget på Teide på Tenerife i 1966! Det var ved at blive lidt ynkeligt. Men så skete der noget. Clash of the Titans blev indspillet på Tenerife i 2010 og Wrath of the Titans i 2012. Det fik Hollywood til at spærre øjnene op. Og siden er det trillet ind med filmstjerner. Matt Damon kom i 2016 for at indspille Jason Bourne. Her fik Santa Cruz de Tenerife rollen som græsk by. Fast & Furious 6 med Vin Diesel er filmet på Tenerife. Brad Pitt og Marion Cotillard indspillede i 2016 Allied i Las Palmas. Hele filmen The Titan (2018) er optaget på Gran Canaria. Mens det kun er dele af Wild Oats (2016) med Shirley MacLaine. Også lille La Gomera kan være med. Her blev In the Heart of the Sea (2015) af Ron Howard optaget – en remake af Moby Dick fra 1956, der blev optaget samme steder. De nye Star Wars-film er indspillet på Gran Canaria – blandt andet i sandklitterne i Maspalomas.
Teater
Kanarierne elsker at gå i teateret, både til skuespil, ballet og opera. Der er teatre i alle større byer, ofte med store internationale navne på turne. For de udenlandske kunstnere ved, at de her møder et meget veloplagt og engageret publikum.
Litteratur
Gran Canarias største berømthed er Benito Pérez Galdós (1843-1920), som regnes for en af Spaniens største forfattere. Han skrev 46 historiske romaner. Den første forfatter, der blev nationalt kendt, var José de Viera y Calvijo (1731-1813), som har skrevet historiske værker. Tomás de Iriarte (1750-1791) huskes bedst for sine teaterstykker, der stadig opføres.
Film
Star Wars, Abernes Planet, De Ti bud. Det er alle store Hollywood-film, som ifølge turistguider på billige busture er optaget på de kanariske øer, og det er rent vrøvl. Det er bare sagt så mange gange, at ingen tør udelade det. Alle kanariske øer forsøger at lokke filmproducenter til at bruge øernes fantastiske naturlige kulisser. Det har dog mest været spanske filmmagere og spaghetti-westerns, der har bidt på. De eneste Hollywood film, man kan prale af - og det gør man også - er: Moby Dick med Gregory Peck, der blev optaget på La Gomera i 1954, og siden One Million Years B.C. med Raquel Welsh iført pelsbikini - optaget på Teide på Tenerife i 1966! Det var ved at blive lidt ynkeligt. Men så skete der noget. Clash of the Titans blev indspillet på Tenerife i 2010 og Wrath of the Titans i 2012. Det fik Hollywood til at spærre øjnene op. Og siden er det trillet ind med filmstjerner. Matt Damon kom i 2016 for at indspille Jason Bourne. Her fik Santa Cruz de Tenerife rollen som græsk by. Fast & Furious 6 med Vin Diesel er filmet på Tenerife. Brad Pitt og Marion Cotillard indspillede i 2016 Allied i Las Palmas. Hele filmen The Titan (2018) er optaget på Gran Canaria. Mens det kun er dele af Wild Oats (2016) med Shirley MacLaine. Også lille La Gomera kan være med. Her blev In the Heart of the Sea (2015) af Ron Howard optaget – en remake af Moby Dick fra 1956, der blev optaget samme steder. De nye Star Wars-film er indspillet på Gran Canaria – blandt andet i sandklitterne i Maspalomas.
Teater
Kanarierne elsker at gå i teateret, både til skuespil, ballet og opera. Der er teatre i alle større byer, ofte med store internationale navne på turne. For de udenlandske kunstnere ved, at de her møder et meget veloplagt og engageret publikum.
Der dukker de underligste statuer op
Billedkunst og design
Man lægger mærke til den store interesse for skulpturer overalt. Næsten alle rundkørsler er pyntet med skulpturer, der fortæller noget om områdets historie. Derudover har alle byer små gallerier. Et par moderne kunstnere har slået igennem. Det gælder multikunstneren Celestino Mesa fra Tenerife, der også er internationalt kendt som designer. En hyper-realist, der gengiver både bybilleder og landskaber i bløde farver. Designeren Manuel Blahnik fra La Palma er verdenskendt ikke mindst for de sexede sko, han kreerede i 80´erne. De er i dag udstillet både i London og New York. Han har også designet møbler og lamper, der er verdenskendte. De store internationalt kendte malere skal vi lidt tilbage i historien for at finde. Det er først og fremmest Juan de Miranda (1723-1805) og Néstor Martin Fernández de la Torre (1887-1938), der er værker af overalt. To berømte billedhuggere har sat deres præg på øerne: Fernando Estévez (1788-1854) og José Luján Peréz (1756-1815) har skabt flere værker til kirkerne.
Arkitektur
Europas moderne stilarter kom hurtigt i brug i rigmændenes prægtige huse og paladser, for penge havde de nok af. De fleste byer har derfor bygninger, der ikke står tilbage for europæisk pragt fra 1700-tallet og frem. Der er strålende eksempler på spansk kolonistil med de karakteristiske træbalkoner, men alle stilarter er repræsenteret: barok, gotik, renæssance - og mudejar, som stammer fra de muslimer, der boede i Spanien under den kristne erobring i 1200-tallet. Mudejar var øgenavnet for muslimer, der samarbejdede med de kristne. De muslimske håndværkere blandede deres stil med den kristne. Den er karakteriseret ved geometriske figurer, hesteskoformede arkader, brug af kakler, træudskæringer, stuk og smukke blotlagte trælofter, der bærer tegltag. Kanariernes egen stil er en blanding af andalusisk og portugisisk med elementer fra den koloniale barok, også kaldet neo-kanarisk, hvor man mere ser sig mere henført til Sydamerika og Mexico end Spanien
Kunsthåndværk
Der er lang tradition for broderi og keramik. Man er så dygtige til broderi, at man sender lærere til Japan og Italien. Keramikkunsten stammer fra guancherne. De opfandt aldrig hjulet, så de kunne ikke dreje, men brugte ”pølse-metoden” til krukker og vaser, og den tradition viderefører man i dag. De keramiske fade og skåle glaseres i farvestrålende mønstre, hver ø har sit særlige mønster. På alle øer han man små frodige keramiske figurer som tegn på kærlighed. En figur forestiller en nøgen mand med en meget stor tissemand, den anden forestiller en nøgen kvinde. Når to forelsker sig, giver de hinanden en figur som forlovelsesgave, og figurerne bliver så bragt sammen, når parret bliver gift. Træskærerarbejder har store traditioner, fordi skibe fra Amerika bragte eksotiske træsorter til øerne. Det var en nem måde for talentfulde fattige at skaffe sig en levevej, og som man kan se i byerne, var der stor efterspørgsel efter træskæreri til at udsmykke huse og balkoner. Håndlavet glaskunst i krystal regnes i dag for en kanarisk kunstart, men den stammer fra indianere i Mexico, der praktiserede den fra 200-tallet. Hjemvendte emigranter indførte den, og siden er håndværket gået i arv fra generation til generation. På alle markeder vil man se de små dyr eller figurer i glas blive blæst på stedet.
Medier
De foretrukne aviser er de landsdækkende aviser, El Pais og El Mundo, der har lokale tillæg med nyheder specielt om De Kanariske Øer. Derudover er der to store lokalaviser: El Día og Diario de Avisos. Blandt de ti mest solgte aviser i Spanien skriver to udelukkende om sport, AS and MARCA. Canal Canarias er den lokale tv-station, der sender både nyheder og underholdning fra kanarie-øerne. Alle udenlandske tv-programmer er eftersynkroniseret på spansk, men de fleste tv-apparater har en knap, så man kan slå over på originalsproget.
Man lægger mærke til den store interesse for skulpturer overalt. Næsten alle rundkørsler er pyntet med skulpturer, der fortæller noget om områdets historie. Derudover har alle byer små gallerier. Et par moderne kunstnere har slået igennem. Det gælder multikunstneren Celestino Mesa fra Tenerife, der også er internationalt kendt som designer. En hyper-realist, der gengiver både bybilleder og landskaber i bløde farver. Designeren Manuel Blahnik fra La Palma er verdenskendt ikke mindst for de sexede sko, han kreerede i 80´erne. De er i dag udstillet både i London og New York. Han har også designet møbler og lamper, der er verdenskendte. De store internationalt kendte malere skal vi lidt tilbage i historien for at finde. Det er først og fremmest Juan de Miranda (1723-1805) og Néstor Martin Fernández de la Torre (1887-1938), der er værker af overalt. To berømte billedhuggere har sat deres præg på øerne: Fernando Estévez (1788-1854) og José Luján Peréz (1756-1815) har skabt flere værker til kirkerne.
Arkitektur
Europas moderne stilarter kom hurtigt i brug i rigmændenes prægtige huse og paladser, for penge havde de nok af. De fleste byer har derfor bygninger, der ikke står tilbage for europæisk pragt fra 1700-tallet og frem. Der er strålende eksempler på spansk kolonistil med de karakteristiske træbalkoner, men alle stilarter er repræsenteret: barok, gotik, renæssance - og mudejar, som stammer fra de muslimer, der boede i Spanien under den kristne erobring i 1200-tallet. Mudejar var øgenavnet for muslimer, der samarbejdede med de kristne. De muslimske håndværkere blandede deres stil med den kristne. Den er karakteriseret ved geometriske figurer, hesteskoformede arkader, brug af kakler, træudskæringer, stuk og smukke blotlagte trælofter, der bærer tegltag. Kanariernes egen stil er en blanding af andalusisk og portugisisk med elementer fra den koloniale barok, også kaldet neo-kanarisk, hvor man mere ser sig mere henført til Sydamerika og Mexico end Spanien
Kunsthåndværk
Der er lang tradition for broderi og keramik. Man er så dygtige til broderi, at man sender lærere til Japan og Italien. Keramikkunsten stammer fra guancherne. De opfandt aldrig hjulet, så de kunne ikke dreje, men brugte ”pølse-metoden” til krukker og vaser, og den tradition viderefører man i dag. De keramiske fade og skåle glaseres i farvestrålende mønstre, hver ø har sit særlige mønster. På alle øer han man små frodige keramiske figurer som tegn på kærlighed. En figur forestiller en nøgen mand med en meget stor tissemand, den anden forestiller en nøgen kvinde. Når to forelsker sig, giver de hinanden en figur som forlovelsesgave, og figurerne bliver så bragt sammen, når parret bliver gift. Træskærerarbejder har store traditioner, fordi skibe fra Amerika bragte eksotiske træsorter til øerne. Det var en nem måde for talentfulde fattige at skaffe sig en levevej, og som man kan se i byerne, var der stor efterspørgsel efter træskæreri til at udsmykke huse og balkoner. Håndlavet glaskunst i krystal regnes i dag for en kanarisk kunstart, men den stammer fra indianere i Mexico, der praktiserede den fra 200-tallet. Hjemvendte emigranter indførte den, og siden er håndværket gået i arv fra generation til generation. På alle markeder vil man se de små dyr eller figurer i glas blive blæst på stedet.
Medier
De foretrukne aviser er de landsdækkende aviser, El Pais og El Mundo, der har lokale tillæg med nyheder specielt om De Kanariske Øer. Derudover er der to store lokalaviser: El Día og Diario de Avisos. Blandt de ti mest solgte aviser i Spanien skriver to udelukkende om sport, AS and MARCA. Canal Canarias er den lokale tv-station, der sender både nyheder og underholdning fra kanarie-øerne. Alle udenlandske tv-programmer er eftersynkroniseret på spansk, men de fleste tv-apparater har en knap, så man kan slå over på originalsproget.
Sport
Kanarisk brydning har helt sine egne regler
Kanarierne er vilde med sport, men ikke nødvendigvis som aktive udøvere. De vil ligeså gerne tale om det på barer og landsbyernes torve.
Fodbold er den store passion. Især opgørene mellem de enkelte øer sætter sindene i flammer. Gran Canarias hovedfjende er Tenerife. Fodboldholdene (Club Deportivo) CD Tenerife og (Union Deportivo) UD Las Palmas står for opgør, der altid medfører landesorg på en af øerne. Man taler stort set altid om fodbold. Kampene spilles i weekenden, mandag og tirsdag diskuterer man, hvordan det gik, og onsdag og frem diskuterer man, hvordan det vil gå. Man holder ofte med to hold, det lokale hold og så et landsdækkende. På kanarieøerne deler man sig mellem Real Madrid og Barcelona. Også mere ubetydelige kampe følges intenst på storskærme, der er stillet op på pladser og i barer. Der er fodboldskoler, hvor særlig talentfulde drenge kan blive optaget.
Brydning er Kanarieøernes nationalsport, lucha canaria. Den stammer tilbage fra guancherne, der brugte brydning til at løse problemer. Hvis to konger ikke kunne enes, udpegede hver konge et hold brydere, der kæmpede. Vinderholdets land fik så ret. Det var meget billigere end krig og svinede ikke. Erobrerne tog sporten til sig, og den blev spredt til det meste af Spanien og Sydamerika. Det finder sted på særlige stadions, luchaderos. Inden for en aftegnet ring, terrero, på 9 m i diameter, gælder det om at vælte modstanderen omkuld og få ham til at røre jorden med en anden del af kroppen end fodsålerne. De må sjovt nok gerne hive i hinandens shorts. Bryderne i de højere klasser er nogle ordentlige bamser, der minder om sumo-brydere. De kæmper i hold på 12, men kun én fra hvert hold bryder ad gangen. De to brydere tager fat i hinanden shorts, og så gælder det om at få væltet den anden. De bryder i tre omgange, og den der har fået sin modstander i jorden to gange, har vundet. Taberen forlader sit hold, og to nye brydere går i gang. Når et hold på den måde har mistet alle sine brydere, har det tabt, og det andet hold er vinder. Det ser ret enkelt ud for udenforstående, vælt manden!, men der er hundredvis af greb, meget komplicerede regler og et utal af muligheder for point. Man vil ofte kunne se transmissioner fra brydestævner på den lokale tv-station.
Stavbrydning, juego del palo, stammer også fra guancherne. Når gedehyrderne kedede sig, sloges de med hyrdestavene. Siden blev det til en sportsgren. Man holder på staven med begge hænder og forsøger så at ramme modstanderen, som værger for sig med sin stav. Kunsten er at ramme præcist og lade stokken gøre arbejdet, mens kroppen bevæger sig mindst muligt - fødderne skal hele tiden være på jorden. Den, der vælter modstanderen, eller rammer modstanderen med staven, har vundet.
Hanekampe er kanariernes tyrefægtning. Tyrefægtning er aldrig blevet et hit på øerne. I stedet har hjemvendte emigranter fra Sydamerika introduceret hanekampe, peleas de gallos. Det gælder om at få én hane til at lemlæste en anden hane, og man kan vinde en bunke penge, hvis man har satset på vinderen. Sæsonen varer fra december til maj.
Fodbold er den store passion. Især opgørene mellem de enkelte øer sætter sindene i flammer. Gran Canarias hovedfjende er Tenerife. Fodboldholdene (Club Deportivo) CD Tenerife og (Union Deportivo) UD Las Palmas står for opgør, der altid medfører landesorg på en af øerne. Man taler stort set altid om fodbold. Kampene spilles i weekenden, mandag og tirsdag diskuterer man, hvordan det gik, og onsdag og frem diskuterer man, hvordan det vil gå. Man holder ofte med to hold, det lokale hold og så et landsdækkende. På kanarieøerne deler man sig mellem Real Madrid og Barcelona. Også mere ubetydelige kampe følges intenst på storskærme, der er stillet op på pladser og i barer. Der er fodboldskoler, hvor særlig talentfulde drenge kan blive optaget.
Brydning er Kanarieøernes nationalsport, lucha canaria. Den stammer tilbage fra guancherne, der brugte brydning til at løse problemer. Hvis to konger ikke kunne enes, udpegede hver konge et hold brydere, der kæmpede. Vinderholdets land fik så ret. Det var meget billigere end krig og svinede ikke. Erobrerne tog sporten til sig, og den blev spredt til det meste af Spanien og Sydamerika. Det finder sted på særlige stadions, luchaderos. Inden for en aftegnet ring, terrero, på 9 m i diameter, gælder det om at vælte modstanderen omkuld og få ham til at røre jorden med en anden del af kroppen end fodsålerne. De må sjovt nok gerne hive i hinandens shorts. Bryderne i de højere klasser er nogle ordentlige bamser, der minder om sumo-brydere. De kæmper i hold på 12, men kun én fra hvert hold bryder ad gangen. De to brydere tager fat i hinanden shorts, og så gælder det om at få væltet den anden. De bryder i tre omgange, og den der har fået sin modstander i jorden to gange, har vundet. Taberen forlader sit hold, og to nye brydere går i gang. Når et hold på den måde har mistet alle sine brydere, har det tabt, og det andet hold er vinder. Det ser ret enkelt ud for udenforstående, vælt manden!, men der er hundredvis af greb, meget komplicerede regler og et utal af muligheder for point. Man vil ofte kunne se transmissioner fra brydestævner på den lokale tv-station.
Stavbrydning, juego del palo, stammer også fra guancherne. Når gedehyrderne kedede sig, sloges de med hyrdestavene. Siden blev det til en sportsgren. Man holder på staven med begge hænder og forsøger så at ramme modstanderen, som værger for sig med sin stav. Kunsten er at ramme præcist og lade stokken gøre arbejdet, mens kroppen bevæger sig mindst muligt - fødderne skal hele tiden være på jorden. Den, der vælter modstanderen, eller rammer modstanderen med staven, har vundet.
Hanekampe er kanariernes tyrefægtning. Tyrefægtning er aldrig blevet et hit på øerne. I stedet har hjemvendte emigranter fra Sydamerika introduceret hanekampe, peleas de gallos. Det gælder om at få én hane til at lemlæste en anden hane, og man kan vinde en bunke penge, hvis man har satset på vinderen. Sæsonen varer fra december til maj.