Geografi og natur
Gran Canarias midte, Foto Kenneth Bo Jørgensen
De Kanariske Øer består af syv beboede øer: Gran Canaria, Fuerteventura og Lanzarote i øst og Tenerife, Gomera, La Palma og Hierro i vest. Deres samlede landareal er 7447 km2 – som Sjælland.
De tilhører den makaronesiske øgruppe, der omfatter Azoerne, Cape Verde og Madeira, der alle er dannet af vulkansk aktivitet. I udstrækning måler øgruppen 500 km fra øst til vest og 200 km fra syd til nord. Den korteste afstand til Sahara er 115 km. Fra Gran Canaria til Afrika er der under 200 km på det korteste stykke.
På de fleste øer er dannet af vulkaner, ikke mindst Gran Canaria. De mange barrancos, dybe slugter i klipperne, er vulkaner, som vandmasserne har slidt til nye formationer. På Gran Canaria strækker sig de fra midten og ud til kysten som eger i et hjul. 43 pct. af Gran Canaria – over 66.000 hektar – er fredet.
I geologisk forstand er øerne de ret unge. Gran Canaria er poppet op for ca. 15 mio. år siden, mens Lanzarote og Fuerteventura er ca. 20 mio år gamle og dermed de ældste i øgruppen. Øerne er bogstavelig talt sprøjtet op fra jordens indre - og en ny er på vej. Den hedder Las Hijas, men rejsebureauerne må have lidt tålmodighed, den er først færdig om to mio. år.
Der er dog flere teorier om, hvordan øerne er opstået. Nogle mener, at øerne bliver skubbet op af havet, fordi den afrikanske kontinentalplade støder mod Afrikas kyst og dermed skubber havbund op som en harmonika. Toppen af harmonikaen er altså De Kanariske Øer. De mange vulkaner skulle så skyldes, at det nye landskab har en skrøbelig jordskorpe, så jordens indre kan komme frem. Andre mener, at årsagen er, at kontinentalpladen har varierende tykkelse. 3000 km nede i undergrunden er der et ekstremt varmt punkt- et såkaldt hot spot. Når tynde steder på kontinentalpladen passerer over hot spot, trænger jordens indre op igennem pladen. Den flydende bjergart, basalt, lægger sig i lag, og nyt trænger sig på, sprænger det gamle i stykker - og snart har de undersøiske vulkaner vokset sig så høje, at de bliver til øer. Så forklaringen på, at øerne ligger lige efter hinanden og er dannet med millioner af års mellemrum, er, at pladen er gledet stille hen over "hot spot". Og derfor ved man, at der må komme en ø vest for Hierro, og man må formode, at Fuerteventura en dag braser ind i Afrika.
I 1997 opdagede man flere vulkaner på havets bund, bla. en 500 m høj vulkan på 2225 meters dybde mellem Gran Canaria og Tenerife - Vulcano de Medi. Opdagelsen gav anledning til nye spekulationer om, at De Kanariske Øer måske slet ikke hænger sammen, men er geologisk selvstændige. Det kunne bekræfte hot spot-teorien, men aflive teorien om, at øerne er foldet op af havet ved et sammenstød. De mange vulkaner på havets bund kan forklare de mærkelige vandhvirvler, som opstår ved kysterne og gør sejlads besværlig.
Det sidste vulkanudbrud på Tenerife fandt sted i 1909 på Chinyero. Derudover har der været udbrud på La Palma, Nambroque i 1949 og Teneguia i 1971. Det sidste jordskælv fandt sted i oktober 2003 på Gran Canaria med et 3 på Richterskalaen. Øerne ligger ved meget dybt vand, hvilket giver stærke strømme. Der er havdybder på op til 3 km.
Klima
Øerne med evigt forår, kalder man dem. Det er også rigtigt, at man næsten altid kan finde forårsvejr på De Kanariske Øer, men man kan nærmest finde hvilket som helst vejr, især om vinteren. En enkelt dag i december kan der være isnende koldt med dyb sne i bjergene, mens der er køligt i fyrreskovene, behageligt varmt ved strandene og hedt i ørkenen. Der er næsten altid T-shirt varmt ved juletid, men der kan komme lidt kulde krybende ind fra havet. Øerne ligger i en subtropisk zone, på linje med Florida i USA og New Delhi i Indien. Når det aldrig bliver ulideligt varmt, skyldes det passatvindene. De kommer strygende fra nordøst i ganske lav højde og fejer fugtigt ubehag af øerne. De er blæst hen over havet og har masser af kølighed i sig. Der kommer også varm og tør vind fra nordvest, men i meget højere luftlag, så der nærmest bliver en barriere mellem luftlagene. Den kølige luft kan ikke stige lodret op og danne kumulus skyer, altså dem der kunne have givet noget regn. Derimod bliver der dannet skyer, når vindene presser sig Gran Canarias bjerge i nord og skaber tæpper af skyer.
Gennemsnitstemperaturen ligger på 19 grader om vinteren og 24 grader om sommeren. Kun få dage om året kommer temperaturen ned under 15 grader om dagen, da vil man se kanarierne skutte sig i kæmpe uldtrøjer. Regnmængden afhænger af, hvilken side af bjergene man er på. På nordsiden kan det være op til 750 mm, mens det på den anden side kun er 250 mm. Øerne får det meste af regnen i vintermånederne. Man kan komme ud for dage med den hede ørkenvind fra Sahara, sciroccoen. Den lægger et sandtæppe over øerne i et par dage ad gangen. Man kan mærke, at det knaser i tænderne, for det er ikke skyer, men sand der dækker himlen.
Brande
Det tørre klima, som kan vare i månedsvis, resulterer også i voldsomme brande, som kan udrydde hele fyrreskove. En af øens værste brandkatastrofer indtraf i sommeren 2019, hvor store dele af Gran Canarias midte stod i flammer i mange uger. Selv om ilden nåede ind til flere byer, kom ingen mennesker til skade, men de materielle og især naturmæssige tab var enorme. Brandene var koncentreret omkring det område, som UNESCO kun få uger i forvejen havde udpeget til Verdensarvslisten, som hele menneskehedens kulturarv.
De tilhører den makaronesiske øgruppe, der omfatter Azoerne, Cape Verde og Madeira, der alle er dannet af vulkansk aktivitet. I udstrækning måler øgruppen 500 km fra øst til vest og 200 km fra syd til nord. Den korteste afstand til Sahara er 115 km. Fra Gran Canaria til Afrika er der under 200 km på det korteste stykke.
På de fleste øer er dannet af vulkaner, ikke mindst Gran Canaria. De mange barrancos, dybe slugter i klipperne, er vulkaner, som vandmasserne har slidt til nye formationer. På Gran Canaria strækker sig de fra midten og ud til kysten som eger i et hjul. 43 pct. af Gran Canaria – over 66.000 hektar – er fredet.
I geologisk forstand er øerne de ret unge. Gran Canaria er poppet op for ca. 15 mio. år siden, mens Lanzarote og Fuerteventura er ca. 20 mio år gamle og dermed de ældste i øgruppen. Øerne er bogstavelig talt sprøjtet op fra jordens indre - og en ny er på vej. Den hedder Las Hijas, men rejsebureauerne må have lidt tålmodighed, den er først færdig om to mio. år.
Der er dog flere teorier om, hvordan øerne er opstået. Nogle mener, at øerne bliver skubbet op af havet, fordi den afrikanske kontinentalplade støder mod Afrikas kyst og dermed skubber havbund op som en harmonika. Toppen af harmonikaen er altså De Kanariske Øer. De mange vulkaner skulle så skyldes, at det nye landskab har en skrøbelig jordskorpe, så jordens indre kan komme frem. Andre mener, at årsagen er, at kontinentalpladen har varierende tykkelse. 3000 km nede i undergrunden er der et ekstremt varmt punkt- et såkaldt hot spot. Når tynde steder på kontinentalpladen passerer over hot spot, trænger jordens indre op igennem pladen. Den flydende bjergart, basalt, lægger sig i lag, og nyt trænger sig på, sprænger det gamle i stykker - og snart har de undersøiske vulkaner vokset sig så høje, at de bliver til øer. Så forklaringen på, at øerne ligger lige efter hinanden og er dannet med millioner af års mellemrum, er, at pladen er gledet stille hen over "hot spot". Og derfor ved man, at der må komme en ø vest for Hierro, og man må formode, at Fuerteventura en dag braser ind i Afrika.
I 1997 opdagede man flere vulkaner på havets bund, bla. en 500 m høj vulkan på 2225 meters dybde mellem Gran Canaria og Tenerife - Vulcano de Medi. Opdagelsen gav anledning til nye spekulationer om, at De Kanariske Øer måske slet ikke hænger sammen, men er geologisk selvstændige. Det kunne bekræfte hot spot-teorien, men aflive teorien om, at øerne er foldet op af havet ved et sammenstød. De mange vulkaner på havets bund kan forklare de mærkelige vandhvirvler, som opstår ved kysterne og gør sejlads besværlig.
Det sidste vulkanudbrud på Tenerife fandt sted i 1909 på Chinyero. Derudover har der været udbrud på La Palma, Nambroque i 1949 og Teneguia i 1971. Det sidste jordskælv fandt sted i oktober 2003 på Gran Canaria med et 3 på Richterskalaen. Øerne ligger ved meget dybt vand, hvilket giver stærke strømme. Der er havdybder på op til 3 km.
Klima
Øerne med evigt forår, kalder man dem. Det er også rigtigt, at man næsten altid kan finde forårsvejr på De Kanariske Øer, men man kan nærmest finde hvilket som helst vejr, især om vinteren. En enkelt dag i december kan der være isnende koldt med dyb sne i bjergene, mens der er køligt i fyrreskovene, behageligt varmt ved strandene og hedt i ørkenen. Der er næsten altid T-shirt varmt ved juletid, men der kan komme lidt kulde krybende ind fra havet. Øerne ligger i en subtropisk zone, på linje med Florida i USA og New Delhi i Indien. Når det aldrig bliver ulideligt varmt, skyldes det passatvindene. De kommer strygende fra nordøst i ganske lav højde og fejer fugtigt ubehag af øerne. De er blæst hen over havet og har masser af kølighed i sig. Der kommer også varm og tør vind fra nordvest, men i meget højere luftlag, så der nærmest bliver en barriere mellem luftlagene. Den kølige luft kan ikke stige lodret op og danne kumulus skyer, altså dem der kunne have givet noget regn. Derimod bliver der dannet skyer, når vindene presser sig Gran Canarias bjerge i nord og skaber tæpper af skyer.
Gennemsnitstemperaturen ligger på 19 grader om vinteren og 24 grader om sommeren. Kun få dage om året kommer temperaturen ned under 15 grader om dagen, da vil man se kanarierne skutte sig i kæmpe uldtrøjer. Regnmængden afhænger af, hvilken side af bjergene man er på. På nordsiden kan det være op til 750 mm, mens det på den anden side kun er 250 mm. Øerne får det meste af regnen i vintermånederne. Man kan komme ud for dage med den hede ørkenvind fra Sahara, sciroccoen. Den lægger et sandtæppe over øerne i et par dage ad gangen. Man kan mærke, at det knaser i tænderne, for det er ikke skyer, men sand der dækker himlen.
Brande
Det tørre klima, som kan vare i månedsvis, resulterer også i voldsomme brande, som kan udrydde hele fyrreskove. En af øens værste brandkatastrofer indtraf i sommeren 2019, hvor store dele af Gran Canarias midte stod i flammer i mange uger. Selv om ilden nåede ind til flere byer, kom ingen mennesker til skade, men de materielle og især naturmæssige tab var enorme. Brandene var koncentreret omkring det område, som UNESCO kun få uger i forvejen havde udpeget til Verdensarvslisten, som hele menneskehedens kulturarv.
Det meste af Gran Canarias bjergrige midte er så enestående et kulturlandskab, at det tilhører hele menneskeheden som kulturarv. Det har FNs kultur organisation Unesco besluttet og dermed verdensfredet et kæmpe område fra juli 2019. Det er især huleanlægget Risco Caido og Montañas Sagradas - de hellige bjerge, som officielt er kommet på den prestigefyldte World Heritage List. Men fredningen omfatter også hele Caldera de Tejeda, Mesa de Acusa, Cueva de los Candiles og de verdenskendte bjerge: Roque Bentayga og Roque Nublo.
Morro de la Agujereada (1956 meter over havoverfladen) er Gran Canarias højeste punkt. Derefter kommer Pico de las Nieves, 1949 moh