Planter på Gran Canaria
Fønikspalmen er kanarieøernes egen palme
Alle Kanarieøer var dækket af tæt, frodig skov med en fantastisk frodighed af blomster og planter, da spanierne ankom. Men der skulle bruges træ til skibe og huse, og produktion af sukker krævede store mængder brænde. Der blev derfor drevet rovdrift på skovene, og landskabet har visse steder udviklet sig til ørken. Øerne har desuden lidt af utallige skovbrande - og gør det stadig. Trods afskovning er der dog stadig frodigt.
Man antager, at der er ca. 2000 plantearter på øerne, hvoraf ca. halvdelen er endemiske.
Så der er nok at se på. Vejkanterne er prydet med agaver og duftende kaprifolier. Og så er der ellers alt, hvad hjertet begærer - afhængigt af, hvor højt op på øerne, man bevæger sig.
Der er stor forskel på vegetationen på nord- og sydkyster. Nordvendte områder nyder godt af fugt fra nordøstpassaten. Derfor er området ideelt til dyrkning af bananer og subtropiske frugter og planter. Sydkysternes planter har derimod måttet indstille sig på en mindre mængde nedbør, og figenkaktus præger området.
Her er nogle af de mest almindelige planter, man vil finde på øen:
Agave. Planten stammer fra Amerika og findes i ca. 300 arter. Dens blade er rige på fibre og bliver blandt brugt som indmad i dartskiver. Saften kan fra visse arter gæres til alkohol og destilleres til brændevin (tequila). Efter 8-16 år skyder en op til 12 m høj blomsterstand til vejrs med mange sidegrene og hvide eller gule blomster. Umiddelbart efter blomstringen dør planten, men længe efter står de høje visne stængler i landskabet. Agaven udplantes ofte, fordi den er god til at holde på jorden.
Aloe. Dens takkede, kødfulde blade sidder i rosetter, og dens lange blomster hænger i lange gule og røde klaser. Stammer fra Sydafrika. Tåler meget tør luft og er derfor ofte brugt som stueplanter. Saften fra planten sælges på øerne som hudcreme, som særlig lindrer forbrænding og eksem.
Barilla. Denne glasurt hører til i de lave tørkeplanters zone. I tørkeperioder ristede guancherne frøene og lavede en slags erstatnings-gofio. Planten indeholder så meget soda, at den kan bruges til sæbe. Vokser overalt.
Bougainvillea, glabra. Sydamerikansk lian med dybrøde, orange og hvide blomster.
Drageblodstræ, Dracaena draco. Se under BLIV KLOG PÅ ØEN.
Eucalyptustræ. Træet kræver meget vand og er tit blevet udplantet i sumpede områder for at udrydde malariamyg. Det kan dreje sine sølvglinsende blade, så kun kanten vender mod solen. Der udvindes en olie af træet, som hjælper mod forkølelse, og den hårde stamme bruges til skibe, møbler og jernbanesveller.
Farve-lav Roccella tinctoria. Lavet blev allerede på fønikernes tid udnyttet til fremstilling af rødt farvestof. Lavarten vokser i tuer i bjergene og ved vanskeligt tilgængelige kyster.
Figenkaktus. Vokser overalt i de tørre områder. To brødre fra Guimar indførte den fra Mexico i 1550. Den har hvide torne og purpurfarvede, velsmagende frugter. Figenkaktus gror vildt i de tørre egne, men dyrkes også på grund af den lille grå skjoldlus, cochinelle, der lever som snylter på planten. Lusen indeholder en kraftig mørkerød farve, som stadig udnyttes som farvestof i f.eks. læbestift, Campari og tandpasta.. Der skal 60-80 hun-lus til 1 gram farve. Prøv selv at mase en lus mellem to negle og se effekten. Der går 140.000 tørrede cochenille-lus til et kilo farvestof.
Flamboyant, Poinciana regia. Et træ, der egentlig hører hjemme i Afrika, men som også har fundet sig en plads på De Canariske Øer. I forsommeren står det flot med højrøde blomster.
Fønikspalmen, Phoenix canariensis. Palmen er endemisk for kanarieøerne, men er efterhånden udbredt til hele verden, fordi den både er smuk og hårdfør. Den ses over alt i Hollywood og pryder parken foran Sydney-operaen. Den minder om den afrikanske dadelpalme, men den canariskes frugter er uspiselige og indtørrede., som den også kaldes, er i dag prydpalme, men blev tidligere brugt som tømmer, og bladene blev flettet til kurve.
Hibiscus kendes på de store, tragtformede og lyserøde eller gule blomster, hvorfra støvbærere og støvfang skyder frem på en lang stilk.
Julestjerne, Euphorbia pulcherrima. Vokser i det fri og bliver langt større under disse betingelser end i urtepotte.
Kandelabervortemælk Euphorbia canariensis, se nedenfor
Kanariefrø, Phalaris canariensis. Glansfrø fra en etårig græsart, der bruges som fuglefrø.
Kanarisk fyr, Pinus canariensis. Kan blive op til 30 m høj og har en stor, rund krone. Det kan fæstne rod på de stejleste skråninger og er velegnet til tømmer.
Kanarisk gyvel, Spartocyticus nubigenus - på spansk retama). Den findes som større eller mindre buske med hvide blomster.
Kanarisk laurbær, Laurus canariensis. Vokser i de sidste rester af den laurbærskov, der for millioner af år siden dækkede egnene omkring Middelhavet og Nordafrika.
Mandeltræ. De hvide blomster er nogle af øernes første forårsbebudere.
Mangotræ, Mangifera indica. Fra Indien og har velsmagende frugter på størrelse med æbler.
Oleander/nerie, Nerium oleander. En udbredt eksotisk blomsterbusk. Buskene er fyldt med hvide, gule eller røde blomster.
Papegøjeblomst, Helicona psittacorum. Forveksles ofte med paradisfugl, men selv om det kan ses på canarieøerne, men slet ikke så udbredt som paradisfugl.
Paradisfugl, Strelitzia reginae. Dyrkes som prydplante og har nogle højst usædvanlige orange blomster, der kan minde om fuglehoveder. De afskårne blomster er populære souvenirs, som man uden problemer kan tage med hjem.
Søjlevortemælk, Euphorbia canariensis. I blomsterløs tilstand ligner den en søjlekaktus, men til forskel fra kaktus har den en mælkeagtig saft, der er giftig. Planten har sin oprindelse i Tenerifes tørre egne, men er i dag udbredt i Afrika og Asien.
Svinemælk, sonchus. Kurvblomster, som findes i flere buskagtige arter.
Tamarisk er en lille, hårdfør busk, der trives fint i ørken. Den ligner et nåletræ, men er et løvtræ med skælagtige, tætsiddende blade. Blomsterne er bittesmå og sidder tæt.
Man antager, at der er ca. 2000 plantearter på øerne, hvoraf ca. halvdelen er endemiske.
Så der er nok at se på. Vejkanterne er prydet med agaver og duftende kaprifolier. Og så er der ellers alt, hvad hjertet begærer - afhængigt af, hvor højt op på øerne, man bevæger sig.
Der er stor forskel på vegetationen på nord- og sydkyster. Nordvendte områder nyder godt af fugt fra nordøstpassaten. Derfor er området ideelt til dyrkning af bananer og subtropiske frugter og planter. Sydkysternes planter har derimod måttet indstille sig på en mindre mængde nedbør, og figenkaktus præger området.
Her er nogle af de mest almindelige planter, man vil finde på øen:
Agave. Planten stammer fra Amerika og findes i ca. 300 arter. Dens blade er rige på fibre og bliver blandt brugt som indmad i dartskiver. Saften kan fra visse arter gæres til alkohol og destilleres til brændevin (tequila). Efter 8-16 år skyder en op til 12 m høj blomsterstand til vejrs med mange sidegrene og hvide eller gule blomster. Umiddelbart efter blomstringen dør planten, men længe efter står de høje visne stængler i landskabet. Agaven udplantes ofte, fordi den er god til at holde på jorden.
Aloe. Dens takkede, kødfulde blade sidder i rosetter, og dens lange blomster hænger i lange gule og røde klaser. Stammer fra Sydafrika. Tåler meget tør luft og er derfor ofte brugt som stueplanter. Saften fra planten sælges på øerne som hudcreme, som særlig lindrer forbrænding og eksem.
Barilla. Denne glasurt hører til i de lave tørkeplanters zone. I tørkeperioder ristede guancherne frøene og lavede en slags erstatnings-gofio. Planten indeholder så meget soda, at den kan bruges til sæbe. Vokser overalt.
Bougainvillea, glabra. Sydamerikansk lian med dybrøde, orange og hvide blomster.
Drageblodstræ, Dracaena draco. Se under BLIV KLOG PÅ ØEN.
Eucalyptustræ. Træet kræver meget vand og er tit blevet udplantet i sumpede områder for at udrydde malariamyg. Det kan dreje sine sølvglinsende blade, så kun kanten vender mod solen. Der udvindes en olie af træet, som hjælper mod forkølelse, og den hårde stamme bruges til skibe, møbler og jernbanesveller.
Farve-lav Roccella tinctoria. Lavet blev allerede på fønikernes tid udnyttet til fremstilling af rødt farvestof. Lavarten vokser i tuer i bjergene og ved vanskeligt tilgængelige kyster.
Figenkaktus. Vokser overalt i de tørre områder. To brødre fra Guimar indførte den fra Mexico i 1550. Den har hvide torne og purpurfarvede, velsmagende frugter. Figenkaktus gror vildt i de tørre egne, men dyrkes også på grund af den lille grå skjoldlus, cochinelle, der lever som snylter på planten. Lusen indeholder en kraftig mørkerød farve, som stadig udnyttes som farvestof i f.eks. læbestift, Campari og tandpasta.. Der skal 60-80 hun-lus til 1 gram farve. Prøv selv at mase en lus mellem to negle og se effekten. Der går 140.000 tørrede cochenille-lus til et kilo farvestof.
Flamboyant, Poinciana regia. Et træ, der egentlig hører hjemme i Afrika, men som også har fundet sig en plads på De Canariske Øer. I forsommeren står det flot med højrøde blomster.
Fønikspalmen, Phoenix canariensis. Palmen er endemisk for kanarieøerne, men er efterhånden udbredt til hele verden, fordi den både er smuk og hårdfør. Den ses over alt i Hollywood og pryder parken foran Sydney-operaen. Den minder om den afrikanske dadelpalme, men den canariskes frugter er uspiselige og indtørrede., som den også kaldes, er i dag prydpalme, men blev tidligere brugt som tømmer, og bladene blev flettet til kurve.
Hibiscus kendes på de store, tragtformede og lyserøde eller gule blomster, hvorfra støvbærere og støvfang skyder frem på en lang stilk.
Julestjerne, Euphorbia pulcherrima. Vokser i det fri og bliver langt større under disse betingelser end i urtepotte.
Kandelabervortemælk Euphorbia canariensis, se nedenfor
Kanariefrø, Phalaris canariensis. Glansfrø fra en etårig græsart, der bruges som fuglefrø.
Kanarisk fyr, Pinus canariensis. Kan blive op til 30 m høj og har en stor, rund krone. Det kan fæstne rod på de stejleste skråninger og er velegnet til tømmer.
Kanarisk gyvel, Spartocyticus nubigenus - på spansk retama). Den findes som større eller mindre buske med hvide blomster.
Kanarisk laurbær, Laurus canariensis. Vokser i de sidste rester af den laurbærskov, der for millioner af år siden dækkede egnene omkring Middelhavet og Nordafrika.
Mandeltræ. De hvide blomster er nogle af øernes første forårsbebudere.
Mangotræ, Mangifera indica. Fra Indien og har velsmagende frugter på størrelse med æbler.
Oleander/nerie, Nerium oleander. En udbredt eksotisk blomsterbusk. Buskene er fyldt med hvide, gule eller røde blomster.
Papegøjeblomst, Helicona psittacorum. Forveksles ofte med paradisfugl, men selv om det kan ses på canarieøerne, men slet ikke så udbredt som paradisfugl.
Paradisfugl, Strelitzia reginae. Dyrkes som prydplante og har nogle højst usædvanlige orange blomster, der kan minde om fuglehoveder. De afskårne blomster er populære souvenirs, som man uden problemer kan tage med hjem.
Søjlevortemælk, Euphorbia canariensis. I blomsterløs tilstand ligner den en søjlekaktus, men til forskel fra kaktus har den en mælkeagtig saft, der er giftig. Planten har sin oprindelse i Tenerifes tørre egne, men er i dag udbredt i Afrika og Asien.
Svinemælk, sonchus. Kurvblomster, som findes i flere buskagtige arter.
Tamarisk er en lille, hårdfør busk, der trives fint i ørken. Den ligner et nåletræ, men er et løvtræ med skælagtige, tætsiddende blade. Blomsterne er bittesmå og sidder tæt.
By Frank Vincentz - Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=3745901
Gran Canarias plante:
Kandelabervortemælk Euphorbia canariensis kaldes også Søjle-Euphorbia - og på Gran Canaria: cardón. Den minder mest om en kaktus med de to meter høje, tornede planter. De talrige høje stængler er femkantede og tæt besat med torne. Den blomstrer fra juli-august med små røde blomster. Den har en mælkeagtig saft, der er giftig.
Kandelabervortemælk Euphorbia canariensis kaldes også Søjle-Euphorbia - og på Gran Canaria: cardón. Den minder mest om en kaktus med de to meter høje, tornede planter. De talrige høje stængler er femkantede og tæt besat med torne. Den blomstrer fra juli-august med små røde blomster. Den har en mælkeagtig saft, der er giftig.