Gratis Guide til Gran Canaria
Følg os på Facebook
  • Home
  • Om guiden
  • .
  • FAKTA
  • Kanarierne
  • Geografi og natur
    • Gran Canarias planter
    • Gran Canarias dyreliv
  • Historie
  • Kanarisk Mad
  • .
  • ØEN RUNDT:
  • Las Palmas
  • Nord Gran Canaria
  • Gran Canarias Top
  • Gran Canaria Øst
  • Maspalomas
    • Bahia Feliz
    • San Agustin
    • Playa del Ingles
    • Dunas Maspalomas
    • Meloneras (Faro)
    • Palmitos Park
    • Sioux City
  • Fataga-turen
  • Gran Canaria Syd
    • Arguineguin
    • Puerto Rico
    • Puerto de Mogan
  • Gran Canaria Vest
  • .
  • DET PRAKTISKE
    • Gran Canaria - børn
    • Overnatning
  • Rejsetips A-Z
  • Restauranter
  • Busser
  • Trafik på Gran Canaria
  • Shopping på Gran Canaria
    • Marked på Gran Canaria
  • Aktiv Ferie
  • SJOVT AT VIDE
    • Videoer
Picture

Rejsetips: Gran Canaria A til Å

Alt om det, som gør din rejse til Gran Canaria lettere. ​Fra Ankomst til Årets Gang. Sidste nye Corona-regler. Drikkepenge? Drikkevand? Blåt Kort? Lægehjælp?
Ankomst til Gran Canaria
Man lander i lufthavnen i Gando-bugten, hvorfra der er busser og taxaer til feriebyerne. Klik til Busser. Det går lynhurtigt, for det er verdens største charterlufthavn, og den håndterer tusinder af turister hver dag. Se mere om Lufthavn í afsnittet om Trafik.

Aircondition
En advarsel om kulde, når du skal ned i varmen? Ja, det er godt gjort. Men selv om vejret er perfekt, har stadig flere fået den ide at køle det hele ned med aircondition. Noget Fanden har skabt. Sluk den, hvis du vil undgå forkølelse. Og husk en trøje til busturen, for chaufførerne er vilde med kulde. Også i mange restauranter er det godt med en jakke. Det ender nok også med arktiske grader i forretningerne. Brrrrr.
Picture
Melatonin forhandles i håndkøb på apoteker - i mange varianter.
​Apoteker
De hedder Farmacias og kendes i gadebilledet på et grønt kors, der også fortæller, hvordan vejret er. De forhandler alt det, du kan købe i Danmark. Noget kan endda købes uden recept, for eksempel melatonin, som de sælger vildt meget af til søvnløse danskere. Melatonin kan gøre dig søvnig. I Danmark koster det en formue og kun på recept, men her er det bllligt og fås som tyggegummi, piller, dråber - og i styrker fra 1 mg til 5 mg pr. enhed. Generelt er apotekervarer billigere her end i Danmark, se også Shopping. 
Store byer har natapotek, 
farmacia de guardia. Se her. 
Hvis du har været på hospitalet og fået ordineret medicin, betaler pensionister kun 10 pct. af udsalgsprisen. Hvis du ikke selv kan gå på apoteket, kan du bestille en taxa til det. De kører apoteker-ture til faste priser.
Astro-Turisme
Snart kan man tage på astronomisk sightseeing på Gran Canaria – om natten, naturligvis. Det foregår i skib med selskabet Keep Sailing, der er certificeret af Starlight Foundation. De har to skibe i Pasito Blanco, i den vestligste del af Maspalomas. Havet omkring Gran Canaria er ideelt til stjernekiggeri, fordi der er lav lysforurening fra kysten. Derfor skal Gran Canaria være førende inden for astro-turisme.
​Bade - i havet
Havet er altid klar til en dukkert. Men om vinteren skal man ikke regne med mere end ca. 18 grader, mod 23 grader om sommeren. Man kan have stor fornøjelse af at bade i bassiner med havvand langs kysten. Prøv Los Charcones de Banaderos i Arucas, her. Nøgenbadning er ok visse steder i Maspalomas, se skilte. Langt de fleste strande er røgfri, se Rygning.
OBS: Pas på derude. Omkring 20 personer drukner hvert år langs Gran Canarias kyster.
Picture af pool på Gran CanariaPoolen er ofte så kold om vinteren, at den er tom
Bade i pool
Mange børnefamilier tager på pool-ferie om vinteren, for så kan de voksne solbade, mens børnene plasker i bassinet. Men mange får en kold afvaskning. For kun få pools er opvarmede om vinteren, og så er vandet koldt. Det hjælper ikke, at hotellet lover, at poolen er "opvarmet", hvis det er til 20 grader. Hvem kan holde det ud? Så hvis det skal være pool-ferie, bør man sikre sig, at poolen holder en legevenlig vandtemperatur. RIU-hotellerne svigter sjældent, og de seks Princess-hoteller lover 25 grader hele vinteren. Det kan undre, men ofte er det familie-hoteller, der har de koldeste pools.

Bagage
Man betaler efterhånden altid særskilt for sin bagage i flyet. Kun en lille håndtaske kan medbringes gratis. Bestil efter behov. Og pak let! Der er ingen grund til at slæbe 20 kg pr. person med til en uge. Om vinteren skal man pakke som til en dansk sommer. Men hav lunt med til aftenstunden. Resten af året er det varmt, så medbring let, løst tøj. I nord og i højderne kan det både regne og sne, så pak efter det.

Betaling på Gran Canaria

Picture af en euroFelipe 6 er på mønterne
Møntfoden er euro, skrevet med tegnet €. €1 er ca. 7,50 danske kroner (2025). €1 deles op i 100 centimes. På mønterne for €1 og €2 troner kong Felipe 6. Men mønterne kan bruges i alle euro-lande. Kontanter kan købes i alle danske banker inden afrejse, men faktisk behøver man dem ikke, et plastikkort er rigeligt. Visa dur overalt, ofte foretrækkes det, enkelte steder afviser de endda kontanter.
Man kan trække kontanter i automater med betalingskort, men husk: Det koster ca. 30 kroner at hæve på fx et Visa-kort i en bankautomat. Så man skal ikke gå og småhæve. Nogle automater kan have takster op til 13 pct. af beløbet, så brug de store bankers ATM-maskiner, de er rimelige.

OBS: Hver gang du skal betale med kort, bliver du bedt om at vælge, om du vil betale i euro eller danske kroner. Vælg euro. Vælger du kroner, tager de et omregningsgebyr – ofte 1 pct. eller mere.
Mister du dit kort, lukker du det ved at ringe til din bank, eller, hvis det er uden for åbningstid: PBS døgnservice: 0045 44 89 29 29.
LAD KRONER BLIVE HJEMME: Danske kroner er værdiløse på Gran Canaria. Øens banker vil ikke veksle dem til euro. Årsagen er, at danske banker ikke længere vil modtage danske penge fra de udenlandske banker. 
​
​Børn
Klik her til særligt afsnit.

Camping

Klik her til overnatninger.

Corona
Alle restriktioner for indrejse i Spanien i forhold til Covid-19 er ophævet. Man skal hverken fremvise Coronapas eller tests. ​OBS! Se evt. vejledning fra Ambassaden her. 

Drikkepenge
Drikkepenge er mere almindeligt på Gran Canaria end i resten af Spanien. Ikke mindst efter at der er kommet amerikanske turister, der strør om sig med tips. Det er ret irriterende, men hvis man gerne vil være på god fod med al service, kan disse regler være en rettesnor:
Efter en god middag på en bedre restaurant lægger man 10 pct. på regningen.
På en bar eller en cafe runder man op til nærmeste hele beløb.
Stuepigen er  meget lavt lønnet, og de har stort behov for cirka €1 pr. nat pr. person. Hvis du kan, så giv dem direkte til stuepigen. Hvis du lægger dem på hovedpude på afrejsedagen, har man hørt om oldfruer, der støvsuger for drikkepenge.
Frisører bliver glade for ca. €5.
Turistbuschauffører er tilfredse, hvis der falder €1-2 pr. gæst i hatten, når turen afsluttes. Guiden forventer ikke noget, men i disse tider bliver alle glade for lidt.
Taxachauffører kører efter taxameter, men man runder gerne op til nærmest hele beløb.
Man giver ikke drikkepenge til receptionister, håndværkere, buschauffører, butikspersonale.
Danskere er verdenskendte som lousy tippers - også på Gran Canaria, så her bliver man ekstra glade, når der falder lidt af fra en dansker.

Du kan give Guide til Gran Canaria drikkepenge via MobilePay på tlf. 20216673 :-)

Kan man drikke vandet på Gran Canaria?

Picture af Firgas varemærkeDet bedste vand i verden
Vandet i hanerne er rent. Og lyt ikke til mærkelige påstande om, at det har særlige bakterier, vores sarte maver ikke kan tåle. Det var i gamle dage. Så der er ingen grund til at købe dyrt flaskevand af sundhedsmæssige grunde. Men, til forsvar for en enkelt flaske plastikvand, så er vandet i hanerne afsaltet havvand, så man undgår ikke en svag smag af salt, hvis man er i de større byer. Oppe i bjergene drikker man det reneste fine kildevand lige fra hanen.
Vil man have flaskevand sælges det med kulsyre
(con gas) og uden (sin gas). Især Firgas med rød etiket har meget små bobler, der giver en dejlig, blød smag. Den blå Firgas bliver tilsat kulsyre, så den får større bobler og minder om danskvand. I orange Firgas er boblerne filtreret fra, degasificada. Udmærkede drikkemærker er Teror og San Anton (uden brus) - eller Rapado. Husk at putte de brugte dunke i genbrugscontaineren.
GRATIS VAND PÅ RESTAURANTER: Når du beder om vand på en bar eller restaurant på Gran Canaria, skal tjeneren tilbyde dig gratis vand fra hanen. Det siger en lov, som skal sætte en stopper for de miljøproblemer, som plastikvand giver.

El
Hvis man bare skal have sin mobilos opladet, er alt godt. Deres 230 volt passer til alle danske el-apparater. Men, visse danske stik passer ikke i de kanariske, de er for brede. Og kanariske kontakter kan heller ikke tage vores runde, trebenede stik. Så har man en filial af Elgiganten med sig, skal man have en adapter. Den koster ca. 30 kroner. Man kan også medbringe en dansk forlængerledning med plads til alle ens stik. Forlængerledningens hanstik skal så selvfølgelig være fladt og normalt, så det passer i den kanariske kontakt. 

Vidste du, at Gran Canaria er selvforsynende med el, takket være Vestas, der har leveret det hav af vindmøller, der står langs østkysten, hvor det blæser så dejligt.

Fester på Gran Canaria
Enhver by på Gran Canaria har sine årlige fester, hvor man fejrer lokale helgener, og det er sjovere, end det lyder. Faktisk er de religiøse fester, romerias, ofte er de vildeste, men alt sammen så familien kan være med. Der er optog gennem byen med vogne med mad og drikke trukket af okser eller hest. Masser af musik fra lokale bands. Der er omkring 100 folkefester i årets løb. Se de enkelte byer for tider - og Årets Gang nederst på siden.

Flyvetid
Det kan tage op til 5 ½ timer, men er man heldig med vinden, kan det gøres helt ned til 4 timer. Ofte er hjemrejsen væsentligt kortere end udturen.

Forsikring ved sygdom
Danskere skal medbringe Det Blå Kort, hvis de vil have samme lægehjælp som spanierne: gratis skadestuer og gratis behandling af akut sygdom på offentlige sygehuse. Men man skal, som spanierne, betale et honorar for almen lægekonsultation. Men mere dækker Det Blå Kort heller ikke. Hvis man ønsker samme dækning som i gamle dage med det gule kort, skal man tegne en rejseforsikring. Det vil give gratis behandling på privatklinikker, dække hjemrejse og anden luksus. Husk, de private forsikringer dækker kun, hvis man samtidig har Det Blå Kort. Se oversigt over rejseforsikringer her: rejseguiden.dk. Se også meget vigtigt afsnit på denne side om: Lægehjælp

Grisefester
Det skuffer mange, men de legendariske grisefester i Maspalomas, hvor man væltede sig i svin og vin, er ikke mere. Grise-Antonio, som blev verdensberømt, fordi han hver dag stod og bød alle kvinderne velkommen med kindkys, er død. Men en gang imellem genopliver hans sønner festen i de traditionsrige lokale i San Fernando i Maspalomas. Se efter opslag.

PictureDer er amfibie-kørestole ved Gran Canarias strande.
Handicappede
Øen er så handicapvenlig, den kan blive. Sliske findes alle steder, hvor man med rimelighed kan forvente det. Også ved høje fortove er der ramper. Man kan leje hjælpemidler. På mange strande kan man benytte amfibie-kørestole, som gør turen til Gran Canarias strande sjovere for turister med handicap. De er designede til at køre på sand – også ude i vandet. De første blev leveret i 2025 til stranden i Playa del Ingles – men der er bestilt flere.

Helligdage på Gran Canaria
Der er mange helligdage, og de kan være svære at holde rede i, for de ændres fra år til år. Ofte udpeges ekstra fridage, hvis en helligdag falder i weekenden. Nedenstående helligdage kan man nogenlunde regne med bliver holdt på dagen:
1/1:     Nytårsdag (Ano Nuevo)
6/1:     Helligtrekonger (Dia de Reyes)
1/5:     Arbejderdag (Dia de Trabajador)
30/5:   Kanarieøernes Dag (Dia de las Islas Canarias)
15/8:   Mariæ himmelfart (Asunción)
12/10: Spaniens Nationaldag (Fiesta Nacional de Espana)
1/11:   Allehelgensdag (Todos los Santos)
6/12:   Grundlovsdag (Dia de la Constitucion)
8/12:   Mariæ undfangelse (Inmaculada Concepción)
25/12: Jul (Navidad)
Påsken fejres som i Danmark med Skærtorsdag (Jueves Santo), Langfredag (Viernes Santo) og Påskedag. Pinse er også som vores. 2. torsdag efter pinse fejres Kristi legemsfest (Corpus Christi). OBS! 2. påskedag eller 2. juledag er ikke helligdage.

Vidste du, at man skal passe på 28. december. Det er ​Dia de los Inocentes, hvor naive sjæle skal narres. Den kanariske version af Aprilsnar. Og så kan der måske falde lidt af til danske fædre, hvis man er på De Kanariske Øer 19. marts, for da er det Fars Dag. Samme dag den katolske kirke fejrer St. Josef, i visse dele af Spanien er helligdag, men ikke her.
​

Picture af plakat med ressort for bøsser på Gran CanariaMasser af tilbud til bøsser
Homoseksuelle
Ikke for ingenting har Gran Canaria fået kælenavnet Gay Canaria. I visse områder er det faktisk mest mænd, der holder i hånd med mænd. Især Playa del Ingles er kendt som en bøsse-favorit. Læs mere under Gay Canaria - under GODT AT VIDE.

Information
Den bedste informationskilde er den, du læser i nu, naturligvis. Hvis du har spørgsmål, kan du bruge kontaktformularen under Om os. Du kan også følge os på Facebook, hvor der altid er hjælp at hende i vores gruppe Vi skal til Gran Canaria. Klik på ikonet ovenfor. På Gran Canaria kan du få hjælp på de lokale turistkontorer, hvis du er heldig. Jo mindre turistkontor, jo mere tjenstvillige. Adresser og telefonnumre står de forskellige byer.
​
Insekter
Myg er ikke mere irriterende her end andre steder. Kakerlakker kan forskrække os, fordi de er så sjældne på vore breddegrader. For kanarierne er de ikke noget særligt, de harmløse og dukker op også pæne steder. De er ikke udtryk for dårlig hygiejne.

Kirker
Skandinavisk turistkirke i Playa del Inglés, Templo Ecumenico, tlf. 928 760 876, okt.-apr. ma.-fr. 10-13, gudstjeneste sø. kl. 18 med efterfølgende kirkekaffe. Aftensang tirsdag kl. 20.
Skandinavisk kirke i Las Palmas, Calle Galieo 40 (300 m fra Las Canteras), gudstjeneste sø. kl. 10, tlf. 928 261 569. Kirkegang i Puerto Rico, hver anden søndag kl. 10, tlf. 928 73 52 46.

Picture af ambassade logo
Konsulat
Der er ikke dansk konsulat på Gran Canaria, men øen er dækket af dansk konsulat på Tenerife. Det har kontor på Atlantic Holiday Centre, Calle la Lava 10, i Callao Salvaje. Konsulen hedder: Charlotte Abildtrup.
Hun træffes på tlf: +34 699 992 496, eller på email:
 [email protected]. Konsulatet kan udstede nødpas, men ellers skal man ikke vente hjælp. 

Kriminalitet
Gran Canaria har lav kriminalitet, endda med et fald i de senere år. Der er langt færre lovovertrædelser end i Danmark (37 pr. 1000 indbyggere, mod 80 i Danmark). Kriminaliteten tog endnu et dyk i 2024, hvor den dalede i Gran Canarias største turistområder og i de store byer. En nedgang på 6,7 procent.
Grov kriminalitet er yderst sjældent, og man kan stort set færdes overalt på alle tider af døgnet. Vær dog forsigtig i de gamle sømandskvarterer i Las Palmas. Turistområder er legepladser for lommetyve, så pas på! Læg værdier i sikkerhedsboks, og hav penge og kort i forlommer. Lås bilen, og tag alt med, når den forlades. Lad aldrig tasker ligge fremme i bilen. Pas på ved stranden, for det sker, at tyveknægte stjæler tøjbylter, mens folk er ude at bade. Så må man gå i badetøj til hotellet. Strande er patruljeret af civilklædt politi. 

Picture
MSC Opera var det første krydstogtskib, der besejlede den kanariske rute.
Krydstogter på Kanarieøerne
Krydstogter omkring De Kanariske Øer blev populære i vinteren 2024-25. Så meget, at krydstogtselskabet MSC opgraderer med et nyere skib. Og også Costa Cruise har fundet det værd at sætte et skib på ruten. De lægger til på Gran Canaria – Tenerife – Fuerteventura – Lanzarote – La Palma og Madeira. Hvordan Madeira er kommet ind i billedet, vides ikke, men det er da en dejlig ø. De sejler fra november til april. Priserne starter ved 4000 kr. pr. person.

Kvinder
Kvinder kan opføre sig som hjemme. Nordiske piger kaldes suecas, (svenskere), og de har mange tilbedere. Men hvis det ikke har interesse, siger man bare nej tak. Seksuel chikane er ikke så udbredt, som man tror. Nu om dage går de spanske kvinder også dristigt klædt, og det forveksler spanske mænd ikke med en invitation. 
​
Picture af hund, der vil ud at rejseHan må godt komme med fly og bus,
​Kæledyr
De fleste flyselskaber tillader kæledyr, enten i lastrummet for større dyr eller i transportkasse i kabinen for små vovser. Det koster lidt ekstra. Man kan have mindre kæledyr med i busser på Gran Canaria. De må dog højst veje 10 kilo og skal være i transportkasse, max 60x35x35cm.
Man bør sikre sig, at kræet også er velkommen på ferieadressen. Se også Fødevarestyrelsens vejledning, www.fvst.dk


Lufthavnen
Se guide til Gran Canaria Airport under Trafik, klik her.

Lægehjælp på Gran Canaria

Picture af det blå sygesikringskort
Uanset alle dine forsikringer, skal du alligevel medbringe Det Blå EU-kort
Der er aldrig langt til læge eller hospital, og spanske læger er fuldt på højde med danske. Og lægehjælp er stort set gratis for danskere, der har et gyldigt EU-Sygesikringskort, også kaldet Det Blå Kort, som man får gratis via www.borger.dk. Det Blå Kort giver ret til samme hjælp, som spanierne får, og da der ikke er brugerbetaling på lægehjælp i Spanien, er den også gratis for danskere. Dog skal man betale et mindre honorar for almen lægekonsultation. Men speciallæger, ambulancekørsel, skadestuer, ja, selv den mest avancerede behandling på offentlige sygehuse, er gratis. HUSK: Hvis du rejser med børn, skal de have et kort hver - de er ikke dækket af forældrenes.
Det Blå Kort giver ikke ret til betalt hjemtransport og til behandling på
 privatklinikker. Ønsker du det, skal du tegne en sygeforsikring, men du skal stadig huske Det Blå Kort. Private forsikringer dækker kun sammen med Det Blå Kort.
Der er en særlig grund til at have en rejseforsikring eller til at holde sig til det offentlige:
SPANSK FALDGRUBE: Hvis du indleder en behandling på en spansk privatklinik og senere får brug for et offentligt hospital, fordi din tilstand kræver højere ekspertise, kan det offentlige hospital blæse på dit Blå Kort. Ifølge spansk lov må offentlige sygehuse kræve betaling af patienter, der er startet deres behandling hos private. Hvis du derimod er startet hos en offentlig læge eller skadestue, er al senere behandling på offentlige sygehuse dækket af Det Blå Kort og dermed gratis. Så: Hold dig til det offentlige med Det Blå Kort. Eller tegn en forsikring, så er du sikker på at blive behandlet gratis både privat og offentligt.
ANDRE FALDGRUBER: De private klinikker vil gerne have fingrene i dig, og de er nemme at forveksle med offentlige lægehuse, så bed specifikt om asistencia sanitaria pública - vift med Det Blå Kort, så ingen ”lige troede”, at du hellere ville på privatklinik. Bliver du bedt om at forudbetale eller vise kreditkort, er du havnet på en privatklinik, og så kommer du til at betale det hvide ud af øjnene, hvis du ikke har en forsikring. Man kan endda komme ud for, at læger på offentlige sygehuse forsøger at behandle dig som privatpatient.
HUSK INDEN AFREJSE: Overvej en privat syge-rejseforsikring, men husk altid Det Blå Kort til alle. Desværre er der ingen, der minder dig om, hvis dit kort er ved at udløbe. Mere om Det Blå Kort i Spanien: europa.eu/social/
Mere om rejseforsikringer, klik til rejseforsikringsguiden her.

   Er guiden nyttig, kan du støtte den, fx med 20 kr - på MobilePay tlf. 20216673

Mad med hjemmefra
Mange vil gerne have danske fødevarer med til Gran Canaria, måske kan man ikke undvære leverpostej - og det er der ingen problemer i. Selv om Gran Canaria ikke er en del af EUs indre marked, gælder der ingen restriktioner på indførsel af madvarer. Man må bare ikke have med for mere end €430, og varerne skal være sygdomsfri og fremstillet i EU.
 
Markeder
Der er mange farverige markeder. Find dem i afsnittet om shopping her. Også under de enkelte byer kan du se, hvornår der er markedsdag.

Medier
I større byer og feriecentre forhandles europæiske aviser, også Ekstra Bladet kan man få, lige hevet ud af printeren. Den skandinaviske avis Dag&Natt har lokale nyheder og tips om, hvad man kan opleve. Den fås gratis fra ca. 200 udleveringssteder langs sydkysten. Der er toner fra hjemlandet på Radio Scandinavia, ma-fr 9-10 og 17-18 med nyheder, musik og turisttips (FM1022 i Playa del Inglés, FM918 i Puerto Rico). De fleste hoteller har tv på værelserne med kabel-tv. Paramount sender amerikanske serier og film døgnet rundt.
TIP: På næsten alle spanske tv-apparater kan du slå over på den originale lyd og slippe for spansk synkronisering af udenlandske film. Man gør det via menuen og lyd, men det varierer fra apparat til apparat, så man må lige prøve sig frem. Det lykkes altid.
Picture af skeletter på museumGratis adgang visse dage, foto Kenneth Bo Jørgensen
​Museer - gratis adgang
Mange museer og gallerier har gratis adgang den første søndag i måneden og lørdagen før. I Las Palmas gælder det Casa Colon, CAAM Modern Gallery, Museo Canario og Casa-Museo Pérez Galdós. I Galdar er det Cueva Pintada Casa og Museo Antonio Padrón. Og i Telde er det Casa-Museo León y Castillo. Der er også fri entre på Kanarieøernes festdag 30. maj og på den internationale museumsdag 18. maj. Desuden har hvert museum sine egne gratis-dage. Den normal entre er generelt lav, som regel €5.

Mål og vægt
Alt er som i Danmark.

Narkotika
Gran Canaria har narkoproblemer, fordi øen bliver brugt som transit mellem Amerika og Europa. Det er derfor strengt forbudt at transportere noget for nogen, og man skal holde øje med, at ingen piller ved ens bagage. Alt med narkotika, hash og marihuana er forbudt. Tag en sjus i stedet.

Nødhjælp
Alarm: 112. Gælder ambulance, brand og politi. De kan modtage besked på tysk, engelsk og spansk. Se også: Klik en betjent - under GODT AT VIDE.

Overnatning
Se overnatning her.

Pas og indrejse
Husk pas! Man skal vise pas i lufthavnen og på hotellet. Man skal vise pas i kasino, og man kan også risikere at skulle vise det i større forretninger, hvis man betaler med kort. Det eneste sted, man ikke skal vise pas, er i paskontrollen (På grund af Schengen).
Alle overnatningssteder skal forsyne staten med oplysninger om dem, de har boende. Målet er øget sikkerhed. De færreste vil mærke det, da hotellerne allerede har oplysningerne. Men hvis man rejser individuelt, vil udlejere bede om pas-oplysninger. Det er helt normalt.

Politi
Spanien har tre politikorps med hver deres uniform, de blå, de brune og de olivengrønne med barét til daglig og flade lakhatte ved særlige lejligheder.
De blå er Policía Municipal, det kommunale ordenspoliti i byerne, tlf. 092
De brune er Policía Nacional, det statslige politi, der svarer til kriminalpoliti. De kendes også på det røde huebånd, tlf. 091
De olivengrønne Guardia Civil er civilgarden, som er færdselspoliti uden for byer, tlf. 062

Spansk Postkasse Spansk postkasse
​Post
Postkontorer findes, men kun få bruger dem. Skal man sende et postkort, købes frimærker sellos i kiosker og hoteller. Det koster ca. €1,50. Regn med en uge for et postkort at nå Danmark - og hvor længe det er undervejs i Danmark, er der ingen, der ved. Et postkort hedder tarjeta, mens et brev hedder carta. Post lægges i gule bokse mærket Correos. Gran Canarias hovedpostkontor ligger i Las Palmas på Primero de Mayo 62. 

Priser
På mange områder er priserne godt med i forhold til Danmark. Men med undtagelser. Cigaretter, vin og spiritus er billigt: 20 cigaretter: €3-4. En liter spiritus: fra €10.
Nedenstående priser fra 2025 skal tages med et gran salt, for også på Gran Canaria er alt eksploderet.
1 liter vand: fra €0,40 til €1.50.
1 liter mælk: €1,65
1 hamburger hos McDonalds: €1.
Big Mac Menu: € 7,15
En kop kaffe samme sted €1.30
1 lille flute: € 0.40
1 busbillet: ca. €1.40 for lokale ture - Se busser
1 øl på cafe: fra €1
​1 cafe con leche: €1.30
1 pakke Lurpaksmør €3.
Se restaurantpriser under Restauranter
Elektronik kan være billigt, men mærkevarer koster det samme som i Danmark - sko kan dog være meget billigere. Flere apotekervarer er billigere. Se Shopping på Gran Canaria.

Påklædning
Efter så mange år med turisme er de lokale vant til lidt af hvert. Men vis hensyn. Aldrig badetøj i byerne. Og aldrig bar mave i et butikscenter. Man vil blive bedt om at forlade stedet. Vi går jo heller ikke i bar mave i Bilka. Tækkeligt tøj kræves i kirker og ved helligdomme – minimum lange shorts og en T-shirt. Langs strande og på feriesteder kan man se ud, som man vil. Når man skal hjem, skal man aldrig gå om bord i sommertøjet. Fly er kolde.

Rejsearrangører
Alle store charterselskaber rejser til Gran Canaria, men nogle kun om vinteren. Hele året kan man rejse med: Spies, spies.dk og Tui, tui.dk. Om vinteren Albatros, albatrostravel.dk, Bravo Tours, bravotours.dk, og Sunweb, Sunweb.dk. Derudover har mindre bureauer specialiseret sig i for eksempel vandreferier: Topas, topas.dk og Tema Rejser, temarejser.dk.

Picture af bagsædet af et flysæde
Rutefly
Der er direkte rutefly mellem Danmark og Gran Canaria, så man kan rejse individuelt. Det varierer fra sæson til sæson, hvor mange afgange flyselskaberne lægger op om ugen. Om vinteren- kan der være op til 20 afgange om ugen. SAS har som regel tre fly om ugen, men omkring jul er det dagligt. Norwegian har daglige afgange fra november. Desuden har Vueling og Air Baltic direkte afgange. I visse sæsoner kun fra enten København eller Billund.
Check Norwegian, www.norwegian.dk. SAS, www.sas.dk, Vueling, www.vueling.com, Air Baltic www.airbaltic.com
Desuden er der 117 muligheder, hvis man vil tage en mellemlanding undervejs. Så er der daglige afgange, f.eks. med Lufthansa med stop i Frankfurt. Men hold jer fra Iberia, som flyver via Madrid. Det er et selskab, man bare ikke kan regne med.

Rygning
Spanien har en striks rygelov. Rygning i offentlige bygninger, restauranter og hoteller er forbudt. Rygning er også forbudt på Fred. Olsens færger. De fleste strande er røgfri, og det kan give bøde fra €300 at ryge - endnu værre, hvis man smider et skod, det kan i Mogán kommune give bøde på €1800 - altså 13.000 kroner for et skod.

Picture ad mand, der sover ved strandenMan kan holde siesta alle steder
Siesta
Kanarierne holder siesta, som bliver brugt til dagens hovedmåltid. Så i de varme timer kl. 13-16 kalder skyggen og roen. Vær opmærksom på, at folk skal til og fra arbejde to gange om dagen, altså er der to myldretider. De fleste forretninger lukker for siesta, men i turistområder har de åbent. 

Skik og brug
Spansk omgangsform er mere formel end dansk, og gode manerer er vigtige. Start en samtale med buenos dias (godmorgen) eller buenas tardes (god eftermiddag). Man bør ligeledes sige adios eller hasta luego (farvel), når man går - om aftenen buenas noches. Por favor er en vigtig høflighedsfrase. Hvis man beder om noget, skal man begynde og afslutte sætningen med de to ord. Og så skal man endelig ikke skynde på kanarierne. De haster ikke. Tag den med ro, og tænk mañana, i morgen, men det bruges ofte som ”om lidt”, “senere” eller bare: “Når vi får tid”. Se også Påklædning.

Picture af strand med solbadereBeskyt dig mod solen, også på stranden

Sol og varme
Året rundt er De Kanariske Øer ét stort solarium, og det kan være fristende for gasblå danskere at lade sig riste i en fart. Men solens stråler er 30% kraftigere end på en dansk sommerdag. 24. juni står solen ved middagstid kun 40 grader fra zenit og kaster stråler så lodret, at en mur på 1 meter kun har en skygge på 7 cm! Med andre ord: Den er sgu skarp!
Man bliver desuden snydt, fordi passatvinde stryger ubehagelig varme væk. Man tror derfor, at solen er mindre skarp, end den er. Blot et kvarter kan være nok til forbrænding. Så ro på og undgå sol midt på dagen, indtil man er blevet så brun, at man kan tåle det.
Hvis herren er blevet tyndhåret, er det nu, han bør indse det og beskytte månen mod solen. Hav en solhat med i bagagen. Også kvinder skal passe på hovedbunden. Tag T-shirt på under snorkling. Beskyt fødderne. Husk UV-afvisende solbriller.
Drik rigeligt. Er urinen meget mørk, har man væskemangel og bør drikke mere, ikke kun vand, men også juice, kaffe og sodavand. Vand alene kan ende med at skylle vigtige salte ud af kroppen. Hvis saltbalancen er i uorden, bliver man lidt svimmel. Salt maden mere end normalt, så går det over. Hedeslag viser sig ved høj feber, ingen sved, rødmen og halvkulret opførsel. Få den ramte i skygge straks, og til læge.

Sygdom
Topscoreren blandt feriesygdomme er dårlig mave. Maven bliver bombarderet med kolde drikke og fremmede bakterier. Og så får man Canarisk Quickstep, en ubehagelig, men ret harmløs maveinfektion. Mange forbinder det med vandet, men det skyldes snarere iskolde drinks. Hvis man har sart mave, brug denne regel: Pil det, kog det, steg det eller glem det.
En anden topscorer er paradoksalt nok forkølelse Det skyldes hotellernes aircondition, der afkøler værelset alt for voldsomt. Det giver konstant træk, så sluk om natten - åbn et vindue.
Der er ingen farlige dyr på øerne, men brandmanden Physallia carabella kommer op på kysterne tidligt på året og kan virkelig svie, som om man har fået en hammer over foden. Der er ingen kur mod det, men søg læge, hvis der viser sig komplikationer.

Telefon
Man kan ringe på mobilos mellem Gran Canaria og Danmark uden problemer, og det koster det samme som i Danmark. For her gælder de gunstige EU-regler for mobiltelefoni. Man behøver heller ikke at få nervøse trækninger, hvis mobilen ringer. Alt koster som herhjemme. Derimod kan prisen på samtaler fra fastnet-telefoner være pebrede, så brug mobilos. Mobiltelefoner roamer, når man ankommer, det er ligegyldigt, hvilket selskab man vælger. 
Pas på med mobildata. Her kan man have forskellige aftaler med sit mobilselskab.  

Kaldenumre:
Til Danmark: tlf. 00 45 + telefonnummer
Til Kanarieøerne: 0034 + telefonnummer.
Oplysningen: 1003 (international: 025)
Personlig betjening: 1004 (udenrigs), 1009 (indenrigs)
Nummeroplysning: tlf. 1003 (internationalt: 025)

Tidszone
Gran Canaria ligger sammen med de øvrige Kanariske Øer i den vesteuropæiske tidszone, mens Danmark ligger i den centraleuropæiske. Det betyder, at Gran Canaria er en time bagud i forhold til Danmark. Når klokken er 12 i Danmark er den altså kun 11 på Gran Canaria. Det gælder foreløbig hele året, for Gran Canaria skifter også mellem sommer- og vintertid som Danmark. Eneste forskel er, at De Kanariske Øer skifter fra vintertid til sommertid kl. 01 om natten, mens Danmark skifter kl. 02, begge sidste søndag i marts.

Picture af toiletskilteFor damer til venstre
​Toiletter 
I større byer er der sjældent langt til et offentligt toilet, og de er i fin stand. Der kan være en afgift på ca. 50 cent, så hav småpenge med. Er man længere ude på landet, kan det være en god ide at have toiletpapir med.
OBS: Hvis der står en spand på et toilet, og det gør der ofte, betyder det, at det brugte toiletpapir skal i spanden og ikke i tønden. Man vænner sig til det. Toiletter hedder på spansk aseos.
​
Told
Spanien er medlem af EU, og det er Gran Canaria derfor også. Men De Kanariske Øer er ikke en del af det indre marked. Gran Canaria er derfor toldmæssigt et ikke-EU-land. Derfor: Når du rejser hjem til Danmark, må du kun have ikke-EU-ration med, hvis du vil undgå told og afgifter. Rationen er: 200 cigaretter, 1 liter spiritus eller hedvin (sherry, portvin, champagne), 2 liter vin og 50 g parfume. Der er ofte kontrol i danske lufthavne ved flyankomster fra De Kanariske Øer, især i Billund, og der vanker ret heftige bøder, hvis man troede, at man kunne rejse hjem med den store EU-pakke.
Vær opmærksom på, at du samlet set kun må have varer med hjem for under 3250 kr., hvis du vil undgå afgifter.
Mange vil gerne have kanariske blomster eller frø fra drageblodstræer med hjem. Det er tilladt at hjemtage højst to kilo plantemateriale til privat brug. Det er forbudt at udføre kaktus – undtagen figenkaktus, som man må have med som frugt eller skud. Se mere på SKAT.

TV på Gran Canaria
De fleste hoteller har tv på værelserne med kabel-tv og et mylder af kanaler. Der er flere filmkanaler, der sender amerikanske film og serier konstant, fx. Paramount.
TIP: Du kan indstille næsten alle spanske tv-apparater, så man fjerner den spanske synkronisering til fordel for den originale lyd. Gå ind via menuen for lyd, men det varierer fra apparat til apparat, hvad man skal trykke på. Prøv dig frem.

​Tyrefægtning
Man kan ikke blive underholdt af mænd i stramme bukser, der dræber tyre. Det har været forbudt på De Kanariske Øer siden 1991.

​Udflugter med bus
Der er meget billige busudflugter hver dag til interessante steder, hvis man kan leve med at se på demonstration af uldprodukter. Se mere under Busser.

Vaccinationer
Ingen er påkrævet eller nødvendige.

​Valuta
Se Betaling ovenfor

Vand
Se Drikkevand ovenfor.

Unge
Spanske museer, seværdigheder og kulturinstitutioner giver rabat - eller gratis adgang - til unge og studerende, der kan fremvise et International Student Identity Card (for alle, der er tilmeldt en videregående uddannelse), eller et FIYTO-kort, der udstedes til alle unge under 26 år. Fred. Olsens færger giver rabat til unge under 26 år.

Ældre
I dag vælger mange ældre mennesker at tilbringe en måned eller to på De Kanariske Øer – og man behøver ikke at være velhavende for at få det til at hænge sammen på fornuftig vis.

Åbningstider
Siestaen er stærkt på retur, og der er derfor nogenlunde samme åbningstider som derhjemme. Hvis der er siesta, har forretninger åbent: ma-fr kl. 10-13 og igen fra ca. kl. 16.30-20, lø. 9-13. Der er ikke frit slag om søndagen. Man får ti søndage om året, hvor man må holde åbent. I de store turistcentre er der ingen regler, og i Las Palmas åbner det hele, når der er krydstogtskib i havn, uanset ugedag.
Også for nedenstående gælder det, at langt de fleste ikke længere holder siesta, men hvis:

Museer: ti.-lø. 10-13 og 16/17-19. Lukket ma.
Turistkontor: ma.-fr. 9.30-13 og 17-19.30, lø. 10-13
Kontorer: 9-14, 16.30-19 om vinteren og 8.30-15 om sommeren
Postkontor: ma-fr. .30-14.30
Apotek: ma.-fr. 9-13, 16-20, lø. 9-13
Bank: ma.-fr. 9-14 og lø. 9-13
Benzintank: 9-20 (evt. 22), sø. ofte lukket
Åbningstiderne kan variere og er derfor vejledende.

Årets gang på Gran Canaria

Picture af mandelblomstMandelblomstfesten er en af de store
Der er en række fester, der gælder for hele øen - eller er nationale fester.
Januar:
Årets første fest er Hellig Tre Konger. Spaniernes jule-højdepunkt. Det begynder 5. januar med processioner. Samme aften sætter børn salt, kager og vand uden for dørene til de vise mænds kameler. Og næste dag har de vise mænd takket for maden ved at lægge gaver til børnene. Senere mødes man med familien for at spise frokost.


Februar:
Karneval er årets største fest. Læs mere under kultur.

Mandelfest finder sted, når mandeltræerne blomstrer og maler Gran Canaria lyserød: Fiesta del Almendro en Flor er størst i Tejeda og Valsequillo. Her trækker man i folkedragterne og giver den gas med dans og musik, og der serveres alt, man kan trække ud af en mandel.

Maj:
Corpus Christi fejres 60 dage efter pinse. Her er Las Palmas pyntet af blomstertæpper.

Juni:
24. juni er der midsommerfest – eller sankthans – 
Fiesta de San Juan. Ligesom i Danmark tændes bål om aftenen 23. juni.

September: Fiestas de Nuestra Señora del Pino (pinjejomfruens fiesta) i Teror. Øens vigtigste fest med over 100 000, der valfarter til bjergbyen for at spise og drikke.


Se også: Trafik, Busser, Shopping, Overnatning, Aktiv ferie
Tilbage til hovedmenuen
Støt den danske guide til Gran Canaria
Selv små beløb varmer. Det er jo tanken, der tæller. MobilePay: 20216673