Østkysten
Alt om Gran Canarias Østkyst: Museer for grotter, for salt, for mel og for tomater. Verdens længste butiksgade. En krokodillefarm. Kristus i majs. Svensk botanikers livsdrøm. En dværg-wadi. Byerne: Vecindario, Aguimes, Ingenio, Telde
Af Kenneth Bo Jørgensen
Østkysten er det første, man ser, når man ankommer til Gran Canaria, og det ligner noget, der er løgn. Trist, bart og tørt. Med lidt fabriksbygninger og grusgrave hist og pist. På golde skråninger snurrer vindmøller. Og store arealer er nærmest pakket ind i grimt gråt lærred. Er det virkelig ferieparadiset, man har glædet sig til?
Og man skal faktisk et godt stykke sydpå, før man opdager, at der er ganske pænt, og så holder man sig ellers fra den grimme østkyst, indtil man skal i lufthavnen igen, men det går slet ikke. For der er rigtig meget at opleve på østkysten. Østkysten er langt bedre fra landjorden end fra luften. Man skal bare lige grave sig lidt ind i den. Men så finder man også nogle af de mest interessante seværdigheder på Gran Canaria.
Østkysten er det første, man ser, når man ankommer til Gran Canaria, og det ligner noget, der er løgn. Trist, bart og tørt. Med lidt fabriksbygninger og grusgrave hist og pist. På golde skråninger snurrer vindmøller. Og store arealer er nærmest pakket ind i grimt gråt lærred. Er det virkelig ferieparadiset, man har glædet sig til?
Og man skal faktisk et godt stykke sydpå, før man opdager, at der er ganske pænt, og så holder man sig ellers fra den grimme østkyst, indtil man skal i lufthavnen igen, men det går slet ikke. For der er rigtig meget at opleve på østkysten. Østkysten er langt bedre fra landjorden end fra luften. Man skal bare lige grave sig lidt ind i den. Men så finder man også nogle af de mest interessante seværdigheder på Gran Canaria.
Det var i øst langs kysterne, at spanierne bosatte sig, for her kunne de dyrke sukkerør og siden bananer og tomater. De store sandfarvede lærreder er rester fra den kæmpe produktion af tomater, som gjorde øen rig i 70erne. I øst finder man også der store byer Vecindario og Telde. Handelsbyer, hvor man næsten ikke ser korte bukser og sandaler, for det er rigtige kanariske byer, hvor kanarierne lever og handler, blandt andet på verdens længste butiksstrøg - sådan cirka. Eller de dyrker et rigt kulturliv, med masser af musik og dans, i de hyggelige bjergbyer, Aguimes og Ingenio. Og jo, her er verdens største museum for tomater. Det gætter vi i hvert fald på.
Seværdigheder langs Gran Canarias østkyst
1. Tomatmuseet, 2. Gofiomuseet, 3. Saltmuseet, 4. Arinaga, 5. Krokodillepark, 6. Olivenlund, 7. Aguimes, 8. Wadi, 9. Kærlighedsgrotter, 10. Ingenio, 11. Barranco de Guayadeque, 12. Lufthavnen, 13. Playa Ojos de Garza, 14. Cuatro Puertas, 15. La Garita, 16. Telde, 17. Botanisk Have. 19. Bandama
Træk i kortet for at få nøjagtig placering. Kortets numre svarer til numrene i teksten
Fra syd til nord
De fleste kommer fra syd, så det gør vi også. Du kan trække ud og ind i kortet for at få nøjagtig placering af de omtalte byer og seværdigheder:
De fleste kommer fra syd, så det gør vi også. Du kan trække ud og ind i kortet for at få nøjagtig placering af de omtalte byer og seværdigheder:
Vecindario - handelsbyen
Denne store larmende by lægger op til shop-amok, ikke mindst i gågaden, Avenida de Canarias, der ikke bare er Gran Canarias længste, men verdens længste butiksgade, fire kilometer butikker i hver retning. Og desuden har byen det store indendørscenter:
CC Atlantico (1), ccatlantico.com
Med ca. 100 forretninger, herunder en stor Carrefour, er her alt inden for alt. Der er desuden restauranter og mindre spisesteder. Konstant trafikkaos fredag og lørdag, hvor hele oplandet kommer i bil for at købe ind.
VIL DU PRØVE ET RIGTIGT LOKALT MARKED?
Udover det overdådige forretningscenter og verdens længste handelsgade, har Vecindario også et at de mere autentiske kræmmermarkeder på Gran Canaria.
CC Atlantico (1), ccatlantico.com
Med ca. 100 forretninger, herunder en stor Carrefour, er her alt inden for alt. Der er desuden restauranter og mindre spisesteder. Konstant trafikkaos fredag og lørdag, hvor hele oplandet kommer i bil for at købe ind.
VIL DU PRØVE ET RIGTIGT LOKALT MARKED?
Udover det overdådige forretningscenter og verdens længste handelsgade, har Vecindario også et at de mere autentiske kræmmermarkeder på Gran Canaria.
Især postpakker, der ikke har fundet sin ejermand, er et stort hit på markedet
Der er masser af kræmmermarkeder på Gran Canaria, skræddersyet til turister. Men der er også markeder, hvor man skal lede længe efter mænd i korte bukser. Et af de største er i Vecindarios, der finder sted hver mandag og onsdag. Her kommer kanarierne for at gøre et kup, og de kaster sig blandt andet over bunkerne af nyt, billigt tøj, som posten har opgivet at aflevere. Også salg af frugt og grønt, og der serveres fra madvogne. Stedet hedder Recinto Ferial, og det ligger tæt på forretningscentret Atlantico. Men følg skiltene. Altid gode p-forhold. Åbent mandag og onsdag kl. 8-14. klik andre markeder her.
En kort gåtur fra markedspladsen kan man blive klog på en tomat i:
En kort gåtur fra markedspladsen kan man blive klog på en tomat i:
Gammeldags tomatkasser på Tomatmuseet
Tomatmuseum (1), Museo de la Zafra, Isla de la Graciosa 33, ma-lø 9.30-14.30, Entre €2,50/børn €1, tlf. 928 759706
Hvad foregår der bag de enorme sandfarvede lærreder langs Østkysten? Svaret er: Tomater. Eller foregik, for meget at tomatproduktionen Gran Canaria er ved at være historie. Så meget passende har man nu et museum for tomaten på Gran Canaria. Endda et enormt et på 4000 m2, for det er foregår i en gammel pakkehal for tomater. Udstillingen viser, hvordan tomaten kom til Europa fra Amerika, først kun som prydplante, for man var sikker på, at den måtte være giftig. Og da de kanariske sukkerrør blev hentet til Amerika, gik man i gang med at dyrke de amerikanske tomater her. En af verdenshistoriens mest brutale fejltagelser, for med sukkerrør begyndt kidnapning af millioner af afrikanere, der ligeså godt kunne have dyrket sukkerrør derhjemme. Nå, men det var ikke meget bedre for de kanariske tomatbønder, der levede i konstant sult og nød. Først da englænderne sidst i 1800- tallet satte en eksport i gang af tomater til Nordeuropa, lysnede det, selv om de stadig levede under kummerlige forhold, hvilket man kan forsikre sig om på udstillingen. Danmark var så vilde med de kanariske tomater, at vi fik dem leveret med fly fra 1963. I dag foregår eksporten med skibe via Rotterdam. Der er også udstilling om, hvordan man får vand frem til vandfattige steder. Til sidst må man tage alle de tomater, man kan bære. Så man kan roligt få entreen ind med tomater alene.
Hvad foregår der bag de enorme sandfarvede lærreder langs Østkysten? Svaret er: Tomater. Eller foregik, for meget at tomatproduktionen Gran Canaria er ved at være historie. Så meget passende har man nu et museum for tomaten på Gran Canaria. Endda et enormt et på 4000 m2, for det er foregår i en gammel pakkehal for tomater. Udstillingen viser, hvordan tomaten kom til Europa fra Amerika, først kun som prydplante, for man var sikker på, at den måtte være giftig. Og da de kanariske sukkerrør blev hentet til Amerika, gik man i gang med at dyrke de amerikanske tomater her. En af verdenshistoriens mest brutale fejltagelser, for med sukkerrør begyndt kidnapning af millioner af afrikanere, der ligeså godt kunne have dyrket sukkerrør derhjemme. Nå, men det var ikke meget bedre for de kanariske tomatbønder, der levede i konstant sult og nød. Først da englænderne sidst i 1800- tallet satte en eksport i gang af tomater til Nordeuropa, lysnede det, selv om de stadig levede under kummerlige forhold, hvilket man kan forsikre sig om på udstillingen. Danmark var så vilde med de kanariske tomater, at vi fik dem leveret med fly fra 1963. I dag foregår eksporten med skibe via Rotterdam. Der er også udstilling om, hvordan man får vand frem til vandfattige steder. Til sidst må man tage alle de tomater, man kan bære. Så man kan roligt få entreen ind med tomater alene.
Tomaterne på museet må man tage med hjem, foto Kenneth Bo Jørgensen
Tæt på tomatmuseet finder man:
Molino Perez Gil, Calle Primero de Mayo 148, ma-fr 8-16.30, tlf. 928 75 26 57
I denne forretning kan du købe gofio i alle afskygninger. Og når du har lært historien, er der smagsprøver. Man skal ikke kigge efter en mølle med store vinger. De maler mel med moderne maskiner.
Vil du vide mere om gofio, er der et helt museum til formålet:
Museo del Gofio Pérez Gil (2), Calle Juan Rejón 22.
Det lille museum er ok, men det kniber med åbningstider, så man må tage det på en slentretur og chance den. Er man heldig, kan man lære at lave gofio, guanchernes basisføde, som man stadig spiser. (se her) Der er produktionsudstyr med autentiske diesel-dunster.
Molino Perez Gil, Calle Primero de Mayo 148, ma-fr 8-16.30, tlf. 928 75 26 57
I denne forretning kan du købe gofio i alle afskygninger. Og når du har lært historien, er der smagsprøver. Man skal ikke kigge efter en mølle med store vinger. De maler mel med moderne maskiner.
Vil du vide mere om gofio, er der et helt museum til formålet:
Museo del Gofio Pérez Gil (2), Calle Juan Rejón 22.
Det lille museum er ok, men det kniber med åbningstider, så man må tage det på en slentretur og chance den. Er man heldig, kan man lære at lave gofio, guanchernes basisføde, som man stadig spiser. (se her) Der er produktionsudstyr med autentiske diesel-dunster.
Playa de Pozo Izquierdo (3)
Den stenede strand i Pozo Izquierdo tiltrækker unge surfere fra hele verden, foto Kenneth Bo Jørgensen
Stranden er en drøm for windsurfere. Her er regelmæssig strid vind året rundt, så man vil se sejl og høje drager på havet altid. Stedet bruges til internationale windsurf-stævner. Der er Windsurf Center, hvor man kan blive trænet. Der er flere små restauranter ved stranden. Ikke mindst det trendy sted: Viento. Stedet største turistattraktion hører hjemme i det salte køkken:
Bliv klog på salt, foto Kenneth Bo Jørgensen
En lille cafe serverer kaffe og salte sager
Las Salinas de Tenefe (3), Punta de Tenefé, ma-fr 9-13, 15-18, lø 9-13, tlf. 828 013 018
Her har man produceret salt siden 1700-tallet, en tid hvor salt var næsten ligeså meget værd som guld, for det var det eneste, man kunne konservere mad med. Især havde skibe et enormt behov for salt, så de kunne blive på søen over længere afstande. Her indvinder man salt stort set efter samme metoder som for 300 år siden. Det er en slags mudder-bassin, for de mange fade er lavet af ler. Men det giver salt i topkvalitet, og det sælges til de bedste restauranter på Gran Canaria. På besøgscentret kan man høre om, hvordan saltet dannes. Man tappe det salte vand fra Atlanterhavet ind i bassinerne, der dækker et område på 20.000 m2. Derefter tørres vandet ud af solen, og tilbage ligger det våde salt, som man så høster ved at skrabe det sammen.
Saltfarmen ejes af kommunen, men drives af en familie, der har drevet den i 3 generationer. Et hyggeligt sted, sådan lidt hippieagtigt, for der kommer ingen, der forsøger at sælge dig noget. Du kan bare trisse rundt og eventuelt ende i den lille cafe med købmand, der sælger alt udi salt. Stedet er ikke et rigtigt museum, mere et oplevelsescenter. Man leje en audioguide for €5, og så fortæller den, mens man vandrer rundt. Vældig hyggeligt, men måske ikke ligefrem noget for børn og unge, der måske vil finde det en smule kedsommeligt. Læs mere på deres hjemmeside. Stedet er også et eftertragtet sted for fugleelskere, fordi her er mange trækfugle.
Bil: Kør til Pozo Izquierdo, fortsæt til Windsurf Center, følge skiltene til Tenefe. Når man næsten er det, kan det godt virke som om, at man er kørt forkert. Men gå ud mod stranden, så får man hurtigt øje på de enorme saltkar i mange farver.
Her har man produceret salt siden 1700-tallet, en tid hvor salt var næsten ligeså meget værd som guld, for det var det eneste, man kunne konservere mad med. Især havde skibe et enormt behov for salt, så de kunne blive på søen over længere afstande. Her indvinder man salt stort set efter samme metoder som for 300 år siden. Det er en slags mudder-bassin, for de mange fade er lavet af ler. Men det giver salt i topkvalitet, og det sælges til de bedste restauranter på Gran Canaria. På besøgscentret kan man høre om, hvordan saltet dannes. Man tappe det salte vand fra Atlanterhavet ind i bassinerne, der dækker et område på 20.000 m2. Derefter tørres vandet ud af solen, og tilbage ligger det våde salt, som man så høster ved at skrabe det sammen.
Saltfarmen ejes af kommunen, men drives af en familie, der har drevet den i 3 generationer. Et hyggeligt sted, sådan lidt hippieagtigt, for der kommer ingen, der forsøger at sælge dig noget. Du kan bare trisse rundt og eventuelt ende i den lille cafe med købmand, der sælger alt udi salt. Stedet er ikke et rigtigt museum, mere et oplevelsescenter. Man leje en audioguide for €5, og så fortæller den, mens man vandrer rundt. Vældig hyggeligt, men måske ikke ligefrem noget for børn og unge, der måske vil finde det en smule kedsommeligt. Læs mere på deres hjemmeside. Stedet er også et eftertragtet sted for fugleelskere, fordi her er mange trækfugle.
Bil: Kør til Pozo Izquierdo, fortsæt til Windsurf Center, følge skiltene til Tenefe. Når man næsten er det, kan det godt virke som om, at man er kørt forkert. Men gå ud mod stranden, så får man hurtigt øje på de enorme saltkar i mange farver.
Når du ser denne saltarbejder, er du på rette vej til saltbassinerne
Arinaga (4 på kortet)
Man skal lige igennem et lidt kedeligt område, med trist natur og triste erhvervsområder, før man dumper ned i en lille, rar by, som nok har turister, men ikke ret mange. De bor mest på mindre hoteller ud til kysten – ellers er det en almindelig by med en smuk bypark, gode forretninger og en dejlig kyststrækning, der godt kan være lidt rå, for det blæser ofte. Byens største attraktioner ligger lige uden for byen ved Arinaga-bjerget: det berømte dykkersted, El Cabron, og et malerisk fyrtårn.
Man skal lige igennem et lidt kedeligt område, med trist natur og triste erhvervsområder, før man dumper ned i en lille, rar by, som nok har turister, men ikke ret mange. De bor mest på mindre hoteller ud til kysten – ellers er det en almindelig by med en smuk bypark, gode forretninger og en dejlig kyststrækning, der godt kan være lidt rå, for det blæser ofte. Byens største attraktioner ligger lige uden for byen ved Arinaga-bjerget: det berømte dykkersted, El Cabron, og et malerisk fyrtårn.
En god ting at køre efter: Faro de Arinaga, som også har fiskerestaurant, foto Kenneth Bo Jørgensen
Faro de Arinaga genkender man på lang afstand på de rød-hvide striber. Det troner på klippen, 13,35 meter højt med en diameter på 3, så det ligner et rigtigt fyrtårn, der står og blinker til Søens folk i al slags uvejr. Pæren brænder med hjælp fra solceller. Der har stået fyrtårn siden 1892 og holdt skibe i behørig afstand fra Gran Canarias farligt østkyst, det nuværende er fra 1985, et fuldautomatisk fyr uden bemanding. Bygningen 20 meter fra fyret var den oprindelige fyrtårnsbygning, nu er her fiskerestaurant, og der er planer om at indrette fiskerimuseum.
/// Dejlig fiskerestaurant – og i godt vejr kan man sidde ud og nyde udsigten. Men der er nu også dejlig stemning indendøre. Åbent alle dage undtagen torsdag og søndag.
/// Dejlig fiskerestaurant – og i godt vejr kan man sidde ud og nyde udsigten. Men der er nu også dejlig stemning indendøre. Åbent alle dage undtagen torsdag og søndag.
El Cabrón er rent dykkerparadis, foto Kenneth Bo Jørgensen
El Cabrón
Det beskyttede havområde ved El Cabrón er et dykkerparadis. Navnet betyder gedebuk, i visse sammenhænge også skiderik eller svin, ingen aner hvorfor. Man kan dykke ned til et stærkt varieret undervandslandskab med huler og søjler, og se barracudaer, rokke, englehajer, søheste og blæksprutter. Desuden er Playa del Canbrón en udmærket strand.
Bil El Cabron og fyrtårnet ligger ved siden af hinanden. Drej fra GC1 mod Arinaga, når man kommer til Arinaga er der skilte mod fyret, følg Paseo del Faro, så kan man ikke undgå at se det. Fyrtårnet kommer først, derefter kører man ad bumlevej videre.
Playa de Vargas (4)
En multi-strand, der bruges til mange forskellige interesser. Stranden er uofficielt delt i tre. I nord skal badegæster kunne være i fred, midten er forbeholdt windsurfere, og i syd er det til de pladskrævende kitesurfere. Der er god vind hele året, så man regner det for en af de bedste surfstrande om vinteren, hvor den kan måle sig med Pozo Izquierdo. Og så er det en fed strand for de inaktive, for der er masser af kigge på. Der er campingplads ved stranden.
Praktisk om Vecindario:
Turistkontor: Plaza de la Era, Avenida de Canarias, 9-14.30, flinke frivillige, tlf. 928 125 260
Bus 1, 25, 36, 90 Playa Ingles-Las Palmas
Taxa: 928 791 833
Bil: Der er masser af p-pladser i Atlantico, men der kan være trangt fredag og lørdag
Spisesteder: Langs gågaden og i Atlantico
Cruce de Arinaga
Byen er en helt almindelig kanarisk handelsby. Byens hovedgade er pyntet med skulpturer af børn i leg. En slentretur værd, eventuelt med kaffestop på den lille cafe ved supermarkedet. En sidegade – skiltet - fører ad øde veje til:
Det beskyttede havområde ved El Cabrón er et dykkerparadis. Navnet betyder gedebuk, i visse sammenhænge også skiderik eller svin, ingen aner hvorfor. Man kan dykke ned til et stærkt varieret undervandslandskab med huler og søjler, og se barracudaer, rokke, englehajer, søheste og blæksprutter. Desuden er Playa del Canbrón en udmærket strand.
Bil El Cabron og fyrtårnet ligger ved siden af hinanden. Drej fra GC1 mod Arinaga, når man kommer til Arinaga er der skilte mod fyret, følg Paseo del Faro, så kan man ikke undgå at se det. Fyrtårnet kommer først, derefter kører man ad bumlevej videre.
Playa de Vargas (4)
En multi-strand, der bruges til mange forskellige interesser. Stranden er uofficielt delt i tre. I nord skal badegæster kunne være i fred, midten er forbeholdt windsurfere, og i syd er det til de pladskrævende kitesurfere. Der er god vind hele året, så man regner det for en af de bedste surfstrande om vinteren, hvor den kan måle sig med Pozo Izquierdo. Og så er det en fed strand for de inaktive, for der er masser af kigge på. Der er campingplads ved stranden.
Praktisk om Vecindario:
Turistkontor: Plaza de la Era, Avenida de Canarias, 9-14.30, flinke frivillige, tlf. 928 125 260
Bus 1, 25, 36, 90 Playa Ingles-Las Palmas
Taxa: 928 791 833
Bil: Der er masser af p-pladser i Atlantico, men der kan være trangt fredag og lørdag
Spisesteder: Langs gågaden og i Atlantico
Cruce de Arinaga
Byen er en helt almindelig kanarisk handelsby. Byens hovedgade er pyntet med skulpturer af børn i leg. En slentretur værd, eventuelt med kaffestop på den lille cafe ved supermarkedet. En sidegade – skiltet - fører ad øde veje til:
Krokodilleparken
Krokodilleparken er fin for hele familien
Parken er flot indrettet i grotter
Cocodrille Park (5), Ctra. General Los Corralillos Km 5,5, OBS! KUN ÅBENT: fr-lø-sø 10.30-16.30, €10, børn €7, tlf. 928 784 725
Hvis det er mange år siden, at man har besøgt parken, vil man få en overraskelse. For før i tiden var det noget amatør-zoo, hvor man bare så krokodiller i store bunker, man var nærmest ved at falde over dem. Men nu er det shinet betydeligt op, og de fleste bliver da positivt overraskede og bliver her meget længere, end de havde planlagt. Et rigtigt familiested, for udover de cirka.300 krokodiller, der har lagt navn til parken, er der masser af andre dyr. Slanger og kryb, papegøjer og fisk, aber, bøfler, lamaer, skildpadder i både small og large, og en enkelt tiger., men den er til gengæld hvid. De er selvfølgelig indhegnede, men det sker på en god måde, hvor burene bliver en del laf et grottelandskab. Og det er en zoo med hjertet på rette sted, for de betegner sig selv som en redningstjeneste for eksotiske dyr. Stedet er regulært et opsamlingssted for eksotiske dyr, der er blevet efterladt, da de ikke var interessante for ejerne længere. Der er shows flere gange om dagen.
Hvis det er mange år siden, at man har besøgt parken, vil man få en overraskelse. For før i tiden var det noget amatør-zoo, hvor man bare så krokodiller i store bunker, man var nærmest ved at falde over dem. Men nu er det shinet betydeligt op, og de fleste bliver da positivt overraskede og bliver her meget længere, end de havde planlagt. Et rigtigt familiested, for udover de cirka.300 krokodiller, der har lagt navn til parken, er der masser af andre dyr. Slanger og kryb, papegøjer og fisk, aber, bøfler, lamaer, skildpadder i både small og large, og en enkelt tiger., men den er til gengæld hvid. De er selvfølgelig indhegnede, men det sker på en god måde, hvor burene bliver en del laf et grottelandskab. Og det er en zoo med hjertet på rette sted, for de betegner sig selv som en redningstjeneste for eksotiske dyr. Stedet er regulært et opsamlingssted for eksotiske dyr, der er blevet efterladt, da de ikke var interessante for ejerne længere. Der er shows flere gange om dagen.
Fodring er tilladt
Hvis man især er til krokodiller, så sørg for at være der kl. 13 senest.
Og tænk, her må man gerne fodre, altså ikke krokodillerne, men alle de andre. Man skal bare købe foderet i den lille bod.
Praktiske oplysninger om Krokocilleparken:
Bus Der kører ikke længere gratis bus fra turistbyerne. Og det er ikke helt nemt at komme dertil med bus. Bedste bud er at tage linje 1 til Carrizal og så tage en taxa derfra.
Bil Kør mod Cruz de Arinaga, sæt GPSén til. Det er umuligt at forklare vejen. Det er ret langt ud på bøh-landet. Til gengæld er der masser af p-pladser, gratis.
// Der er restaurant og cafeteria, hvor man kan få den sædvanlige turistanretninger.
Og tænk, her må man gerne fodre, altså ikke krokodillerne, men alle de andre. Man skal bare købe foderet i den lille bod.
Praktiske oplysninger om Krokocilleparken:
Bus Der kører ikke længere gratis bus fra turistbyerne. Og det er ikke helt nemt at komme dertil med bus. Bedste bud er at tage linje 1 til Carrizal og så tage en taxa derfra.
Bil Kør mod Cruz de Arinaga, sæt GPSén til. Det er umuligt at forklare vejen. Det er ret langt ud på bøh-landet. Til gengæld er der masser af p-pladser, gratis.
// Der er restaurant og cafeteria, hvor man kan få den sædvanlige turistanretninger.
Krokodiller er dovne, men de lover at optræde hver dag kl. 13
Besøg en olivenlund (6)
Når man taler om gyldne dråber på Gran Canaria, taler man ikke om snaps, men om olivenolie. Den urgamle produktion døde, da turisterne kom i 60’ erne, fordi man skulle bruge jorden til dyrere afgrøder. Men i de seneste tiår er man rykket tilbage til oliventræerne. Flere unge landmænd har taget det op og gør som deres oldeforældre for at få den præcise kanariske smag. Gran Canaria har vundet priser og tjener nu penge på det. Man kan besøge en olivenlund og se, hvordan bonden forvandler de små stenfrugter til skøn olie.
Almazara Oro Canario, Lomo de la Cruz, ved Aguimes. Bestil tid på tlf. 669 346219 eller skriv til [email protected]
Bil Kør ad GC-104 og til venstre ad GC-551, skilt kommer på højre side.
Almazara Oro Canario, Lomo de la Cruz, ved Aguimes. Bestil tid på tlf. 669 346219 eller skriv til [email protected]
Bil Kør ad GC-104 og til venstre ad GC-551, skilt kommer på højre side.
Aguimes (7) - musik-by
Hun spiller, når man nærmer sig
En af Gran Canarias by-perler. Den har 12.000 indbyggere og har stået næsten urørt siden kolonitiden. De snævre stræder er omkranset af pudsede huse, malet i okker, blå og hvid, med stokværk, der stikker ud og danner mønstre. Næsten hele den gamle bydel, Centro Historico, er bilfri, man har altså ro til at nyde den byens romantiske atmosfære, kigge på skulpturer og mindetavler. Byens plads, Plaza del Rosario, er en af øens hyggeligste, hvilket man ikke kan sige om kirken:
Parroqula de San Sebastian, Plaza Párroco Parer. Kuppelkirken er et nyklassicistisk monstrum, det ligner en katedral, alt for stor til så lille en by. Inden for er der flere helgenstatuer af Luján Pérez.
Musikskulpturer
Læg mærke til skulpturen på siden af kirken, der er til ære for musik generelt. Kvinden spiller, når man kommer tæt på. Der er flere skulpturer i byen, der har musikalske indslag, og det skal vise, at der er musik i byen året rundt, ikke kun under den internationale festival i september.
Kalkmuseet, ved Plaza de St. Anton
Museet fortæller om byens hovedindtægtskilde: kalksten. Det er overraskende godt og har masser af historie om, hvordan man har udvundet kalk. Man ved faktisk mere om kalk bagefter, end man har brug for. Der er også udstillet et gammelt kapel.
Historisk museum, Calle Juan Alvarado y Saz 42, entre €3
Et meget lille museum, der fortæller historien om Gran Canaria fra omkring 1500.
Praktisk information om Aguimes:
Info Plaza de San Antón, tlf. 928 789 980, visitaguimes.com
Bus 11 til Las Palmas, 41 til Maspalomas, 35 til Telde
Madtips: Byen er kendt for pan de puño (knækbrød) og carne de cochino negro (sorte svin).
Parroqula de San Sebastian, Plaza Párroco Parer. Kuppelkirken er et nyklassicistisk monstrum, det ligner en katedral, alt for stor til så lille en by. Inden for er der flere helgenstatuer af Luján Pérez.
Musikskulpturer
Læg mærke til skulpturen på siden af kirken, der er til ære for musik generelt. Kvinden spiller, når man kommer tæt på. Der er flere skulpturer i byen, der har musikalske indslag, og det skal vise, at der er musik i byen året rundt, ikke kun under den internationale festival i september.
Kalkmuseet, ved Plaza de St. Anton
Museet fortæller om byens hovedindtægtskilde: kalksten. Det er overraskende godt og har masser af historie om, hvordan man har udvundet kalk. Man ved faktisk mere om kalk bagefter, end man har brug for. Der er også udstillet et gammelt kapel.
Historisk museum, Calle Juan Alvarado y Saz 42, entre €3
Et meget lille museum, der fortæller historien om Gran Canaria fra omkring 1500.
Praktisk information om Aguimes:
Info Plaza de San Antón, tlf. 928 789 980, visitaguimes.com
Bus 11 til Las Palmas, 41 til Maspalomas, 35 til Telde
Madtips: Byen er kendt for pan de puño (knækbrød) og carne de cochino negro (sorte svin).
Kører man lidt længere op i bjergene, får man to lidt specielle seværdigheder.
Barranco de las Vacas - dværgwadi (8)
Det er nok den mest undersolgte seværdighed på Gran Canaria, men rent naturmæssigt og geologisk er det en perle, og det er sikkert for at undgå, at det bliver overrendt, at man hverken skilter eller gør det nemt at komme til. Man kunne kalde det en dværg-wadi, og da kun få ved, hvad det er, er der ikke noget at sige til, at selv lokale kan være i tvivl, når man spørger efter det. Men en wadi er et udtørret flodleje i en ørken. Mange kender den berømte Wadi Rum i Jordan. Det er ikke helt dér, vi er. Og hvis man skal kalde det mini Gran Canyon, så er det virkelig mini. For vores wadi er kun 100 meter lang, men sikke 100 meter. Som noget, der er dalet ned fra en anden planet, når lyset altså falder rigtigt. De glatte, farverige klippevægge er slebet af millioner års tæring af vand. Formet og farvet, så det bliver næsten magisk i det rette sollys, hvor klipperne bliver bolsjestribede, som i den berømte Antelope Canyon i Arizona. Magien opstår, når lyset går gennem sprækker i klipperne og reflekteres, så farverne spiller. Stilheden er øredøvende, indtil man er heldig at høre en anden dværg-lyd, nemlig dværglærken, Calandrella rufescens, der bor i sprækkerne, og så er dagen reddet. Især er stedet fedt at besøge morgen og aften, hvor lyset er blødt, og hvor masser af mennesker endnu ikke tosser febrilsk rundt efter p-pladser og vejvisning, som ikke er der.
Sådan kommer du til klipperne:
Bil Tag GC-550 fra Aguimes mod Temisas. De ligger 2,8 kilometer fra Aguimes. Men der er ingen skilte, og nærmest bare et hul i hegnet, hvor man kan stille sin bil (kom tidligt, ellers er alt optaget). Og så skal man finde en lille sti - også via et hul i hegnet - eller lige før broen kan man gå over autoværnet og ned til en tunnel, men så er man også ved at være der. Lidt stejlt, og meget stenet, så hav gode sko på. Prøv ikke at komme til stedet via GC551, som mange anbefaler, fordi det går hurtigere. Men den rute er decideret farlig, og der er nu også opsat advarselsskilte.
Gå Fra Agüimes, følg vandreruten ”Camino Agüimes S-40”. Det tager ca. en time.
Sådan kommer du til klipperne:
Bil Tag GC-550 fra Aguimes mod Temisas. De ligger 2,8 kilometer fra Aguimes. Men der er ingen skilte, og nærmest bare et hul i hegnet, hvor man kan stille sin bil (kom tidligt, ellers er alt optaget). Og så skal man finde en lille sti - også via et hul i hegnet - eller lige før broen kan man gå over autoværnet og ned til en tunnel, men så er man også ved at være der. Lidt stejlt, og meget stenet, så hav gode sko på. Prøv ikke at komme til stedet via GC551, som mange anbefaler, fordi det går hurtigere. Men den rute er decideret farlig, og der er nu også opsat advarselsskilte.
Gå Fra Agüimes, følg vandreruten ”Camino Agüimes S-40”. Det tager ca. en time.
Kærlighedsgrotterne
Hvis man er sammen med kæresten og gerne vil være sikker på, at kærligheden er bomstærk og gengældt, bør man besøge Cuevas del Risco Pintado (nr. 9 på kortet). Det er to grotter, der til sammen er ramme om en legende. Se, en kæmpe boede i den ene grotte, Cueva Gigante, og han hørte en dag en baby græde. Han fandt babyen i den nærliggende grotte, men grottens åbning var for lille til, at han kunne møve sig ind til babyen. Derfor fik han flagermusen Manam til at flyve ind og hente babyen, der voksede op hos kæmpen. Legender er ikke altid morsomme. Men siden har der udviklet sig den tradition, at hvis et par gå ind i en af grotterne sammen, vil de blive superforelsket i hinanden. Man skal blot sige de magiske ord: Amor Valle Anna Elva Roma. Man kommer til dem via en vandresti i Temisa fra GC-550, ca. 50 m fra busstoppestedet ved 9-km stenen over for Calle Los Blanquizales mod La Inmaculada, hvor man kan parkere. Man skal igennem en indgangstunnel. Cueva Gigante er mere snørklet at finde.
Du kan støtte denne hjemmeside med et lille beløb på MobilePay tlf. 20216673
Ingenio
De smalle gader sørger for skygge og kølighed
Ingenio (10 på kortet) er moderne, men også med smukke smalle gader og hvide huse med facader, der ligner kunstværker.
Bynavnet betyder sukkermølle, for byen var centrum for sukkerrør, indtil Vestindien overtog markedet. For at mindes de glade sukkerdage har man ved den østlige indgang opstillet et monument for sukkerindustrien - en sukkermølle. Der er et fint lille torv med kirke og bypark med mindesten. Længere mod nord er en større bypark i to etager med kondibane. Turister kommer især til byens nordlige udkant (følg skiltene) for at se det særprægede:
Museo de Piedras y Artesania
Camino Real de Gando 1, LUKKET, entre €1, tlf. 928 78 11 24
Byens museum havde mange trofaste gæster, før det lukkede, men vi lader teksten stå, i håb om, at det åbner igen. For det var ret morsomt. Oprindelig et museum for kunsthåndværk og sten, man havde 5000 sten, men med alt muligt: gamle landbrugsredskaber, senge og sale med tingeltangel. Museet var kendt for sin broderiskole, der fremstillede autentiske kniplinger. Dagen igennem fortalte man om de forskellige broderitraditioner. Bagtil var det lille kapel Santisimo Cruz de los Kanarios med bl.a. en kristusfigur skabt af terasco-indianerne i 1500-tallets Mexico. Den er lavet af papmache baseret på majsstængler, så selv om den ser stor ud, vejer den kun syv kilo. Blandt kapellets klenodier er også den hellige figur Nuestra Senora de los Volcanes, der skulle yde særlig beskyttelse mod vulkanulykker. Desuden en fotoudstilling med billeder fra bl.a. Kong Frederik 9.s begravelse sammen med fotos af Maria Callas og Onassis - uden yderligere forklaring. Museet havde bar til alle, der ikke interesserer sig for broderier, og den blev flittigt brugt, især af mænd. Ved juletid havde museet en julekrybbe anlagt i en tro kopi af den hellige grotte i Bethlehem. Desuden udstilling om Ingenio med en miniature, der viste byens udvikling. Alle håber, at de åbner igen.
Praktisk info om Ingenio:
Turistkontor Calle Ramón y Cajal 1, tlf. 928 783 799
Bus 41 til Maspalmomas, 11 til Las Palmas, 85 Playa del Burrero
Bynavnet betyder sukkermølle, for byen var centrum for sukkerrør, indtil Vestindien overtog markedet. For at mindes de glade sukkerdage har man ved den østlige indgang opstillet et monument for sukkerindustrien - en sukkermølle. Der er et fint lille torv med kirke og bypark med mindesten. Længere mod nord er en større bypark i to etager med kondibane. Turister kommer især til byens nordlige udkant (følg skiltene) for at se det særprægede:
Museo de Piedras y Artesania
Camino Real de Gando 1, LUKKET, entre €1, tlf. 928 78 11 24
Byens museum havde mange trofaste gæster, før det lukkede, men vi lader teksten stå, i håb om, at det åbner igen. For det var ret morsomt. Oprindelig et museum for kunsthåndværk og sten, man havde 5000 sten, men med alt muligt: gamle landbrugsredskaber, senge og sale med tingeltangel. Museet var kendt for sin broderiskole, der fremstillede autentiske kniplinger. Dagen igennem fortalte man om de forskellige broderitraditioner. Bagtil var det lille kapel Santisimo Cruz de los Kanarios med bl.a. en kristusfigur skabt af terasco-indianerne i 1500-tallets Mexico. Den er lavet af papmache baseret på majsstængler, så selv om den ser stor ud, vejer den kun syv kilo. Blandt kapellets klenodier er også den hellige figur Nuestra Senora de los Volcanes, der skulle yde særlig beskyttelse mod vulkanulykker. Desuden en fotoudstilling med billeder fra bl.a. Kong Frederik 9.s begravelse sammen med fotos af Maria Callas og Onassis - uden yderligere forklaring. Museet havde bar til alle, der ikke interesserer sig for broderier, og den blev flittigt brugt, især af mænd. Ved juletid havde museet en julekrybbe anlagt i en tro kopi af den hellige grotte i Bethlehem. Desuden udstilling om Ingenio med en miniature, der viste byens udvikling. Alle håber, at de åbner igen.
Praktisk info om Ingenio:
Turistkontor Calle Ramón y Cajal 1, tlf. 928 783 799
Bus 41 til Maspalmomas, 11 til Las Palmas, 85 Playa del Burrero
Barranco de Guayadeque
Skiltet afslører, at der bor folk i grotterne, foto Kenneth Bo Jørgensen
Barranco de Guayadeque (nr. 11 på kortet) er en af de smukkeste kløfter på Gran Canaria - og nem at komme til. Den rummer vigtige historier om det oprindelige folk, guancherne, og det har et af de bedste museer om guancherne.
Kløften er 20 km lang og fredet - dog ikke som området i vest, der er verdensfredet af UNESCO, se her. Men det verdensfredede er svært at komme til, dette er let. Man kører fra Aguimes ad en forbløffende moderne vej i frodig natur - omgivet af stejle klipper til begge sider (se video nedenfor).
Guancherne kaldte det stedet, hvor det regner, for næsten 60 bække flyder fra bjerget og ned gennem kløften og ud til kysterne. Vandet har med tiden dannet så mange niveauer og skuret så frodige landskaber, at alt kan stortrives her. Guancherne brugte i første omgang klippesiderne i kløften til henlæggelser af mumier, men efterhånden som der blev trængsel på øen, måtte de også bruge området til beboelse. Skyggesiden fortsatte som kirkegård - her blev de døde henlagt mumificeret i en ledig grotte. Der er fundet utallige mumier, hvoraf mange kan ses på Museo Canario i Las Palmas. På solsiden boede man så. I modsætning til andre kanariske øer udhuggede guancherne her deres boliger i klippen, men brugte også de hulrum, som var skabt af luftbobler efter vulkanudbrud. Det ser ud som om, at de nærmest måtte flyve for at komme til de små beboelseshuller på den stejle væg, men der var dengang et sindrigt stisystem i klipperne, så man kunne komme på besøg. De oprindelige stier er regnet væk. Men de havde nu også problemer med at holde balancen på de stejle stier, for vi ved fra knoglefund, at guancher ofte døde af faldulykker. Da guancherne uddøde for 350 år siden, overtog spaniere grottebyerne, for det var meget attraktivt, ikke mindst fordi området tilhørte biskoppen, man kunne altså nøjes med at betale husleje til ham, og ikke til de spanske koloniherrer. Efterkommere bor her endnu. I 1970 boede her 450 personer, men nu er under halvdelen tilbage. De bor primært i den lille by forenden af kløften, hvor der er en lille grottekirke. Grotterne er i dag moderne boliger med møbler, elkomfurer og tv-antenner. Der er derfor ingen grund til at ynke grottebeboerne. Det er ikke fattigmandsboliger, og de er rare at bo i. Kølige om sommeren, lune om vinteren, for sådan er grotter, og så skal man heller ikke betale husleje. Flere beboere viser deres boliger frem i håb om lidt håndører. På hele Gran Canaria regner man med, at 300 familier bor i grotter, udover her også i Artenara og Gáldar.
Kløften er 20 km lang og fredet - dog ikke som området i vest, der er verdensfredet af UNESCO, se her. Men det verdensfredede er svært at komme til, dette er let. Man kører fra Aguimes ad en forbløffende moderne vej i frodig natur - omgivet af stejle klipper til begge sider (se video nedenfor).
Guancherne kaldte det stedet, hvor det regner, for næsten 60 bække flyder fra bjerget og ned gennem kløften og ud til kysterne. Vandet har med tiden dannet så mange niveauer og skuret så frodige landskaber, at alt kan stortrives her. Guancherne brugte i første omgang klippesiderne i kløften til henlæggelser af mumier, men efterhånden som der blev trængsel på øen, måtte de også bruge området til beboelse. Skyggesiden fortsatte som kirkegård - her blev de døde henlagt mumificeret i en ledig grotte. Der er fundet utallige mumier, hvoraf mange kan ses på Museo Canario i Las Palmas. På solsiden boede man så. I modsætning til andre kanariske øer udhuggede guancherne her deres boliger i klippen, men brugte også de hulrum, som var skabt af luftbobler efter vulkanudbrud. Det ser ud som om, at de nærmest måtte flyve for at komme til de små beboelseshuller på den stejle væg, men der var dengang et sindrigt stisystem i klipperne, så man kunne komme på besøg. De oprindelige stier er regnet væk. Men de havde nu også problemer med at holde balancen på de stejle stier, for vi ved fra knoglefund, at guancher ofte døde af faldulykker. Da guancherne uddøde for 350 år siden, overtog spaniere grottebyerne, for det var meget attraktivt, ikke mindst fordi området tilhørte biskoppen, man kunne altså nøjes med at betale husleje til ham, og ikke til de spanske koloniherrer. Efterkommere bor her endnu. I 1970 boede her 450 personer, men nu er under halvdelen tilbage. De bor primært i den lille by forenden af kløften, hvor der er en lille grottekirke. Grotterne er i dag moderne boliger med møbler, elkomfurer og tv-antenner. Der er derfor ingen grund til at ynke grottebeboerne. Det er ikke fattigmandsboliger, og de er rare at bo i. Kølige om sommeren, lune om vinteren, for sådan er grotter, og så skal man heller ikke betale husleje. Flere beboere viser deres boliger frem i håb om lidt håndører. På hele Gran Canaria regner man med, at 300 familier bor i grotter, udover her også i Artenara og Gáldar.
Guayadeque Museum, ti-lø 9-17, sø. 9-15, entre €5, tlf. 928 17 20 26
Kløftens historie, ikke mindst flora og fauna, bliver fortalt på museet, der som alt andet her er skåret ind i bjergvæggen. Det er et af de bedste museer på øen, og den tager moderne teknologiske virkemidler til hjælp i historiefortællingen. OBS! Ved besøg i december 2019 var museet lukket på grund af bygningsskader. Man regner med, at det vil tage et års tid at udbedre, og det betyder, at ingen aner, hvordan det åbner igen.
Restaurante Tagoror, åbent 10-24, tlf. 928 172 013
I bunden af kløften er der restaurant, også gravet ind i klipperne. Den er hovedstoppested for turistbusser, der lader deres gæster spise kanarisk frokost i grotternes kølighed. Det er da også et oplagt sted til at smage de helt rigtige kanariske kartofler. Omkring restauranten kan man gå til flotte udsigtspunkter. Man er 900 m o.h. Restauranten arrangerer også kanariske fester med traditionel mad og dans.
Bil Behagelig halvdagstur uden for megen kørsel. Kør til Aguimes, følg GC-103, skilte til Barranco de Guayadeque.
Kløftens historie, ikke mindst flora og fauna, bliver fortalt på museet, der som alt andet her er skåret ind i bjergvæggen. Det er et af de bedste museer på øen, og den tager moderne teknologiske virkemidler til hjælp i historiefortællingen. OBS! Ved besøg i december 2019 var museet lukket på grund af bygningsskader. Man regner med, at det vil tage et års tid at udbedre, og det betyder, at ingen aner, hvordan det åbner igen.
Restaurante Tagoror, åbent 10-24, tlf. 928 172 013
I bunden af kløften er der restaurant, også gravet ind i klipperne. Den er hovedstoppested for turistbusser, der lader deres gæster spise kanarisk frokost i grotternes kølighed. Det er da også et oplagt sted til at smage de helt rigtige kanariske kartofler. Omkring restauranten kan man gå til flotte udsigtspunkter. Man er 900 m o.h. Restauranten arrangerer også kanariske fester med traditionel mad og dans.
Bil Behagelig halvdagstur uden for megen kørsel. Kør til Aguimes, følg GC-103, skilte til Barranco de Guayadeque.
Lufthavn og base (12)
I den østlige del af lufthavnen vil man se flere små bunkere, hvor der ikke er plads til passagerfly. De skal beskytte helt andre fly, krigsmaskiner, endda flere slags, for Gando er udover lufthavn også Spaniens største og vigtigste flyvestation, Base Aérea de Gando. De ti bunkere er garage for jagere som F/A-18 Hornet, CASA 212-maskiner og helikoptere. Flyvestationen er NATOs sydligste base, men i det daglige bruger spanierne den til at forsvare de kanariske øer. I 70’erne var den helt central under uroen i Vestafrika, da man mistænkte Marokko for at ville kolonisere kanarieøerne. Flybasen er kendt som en af de hurtigste i NATO. Piloterne har slået flere rekorder for, hvor hurtigt man kan være i luften, efter alarmen er gået. Se basen på lynudflugt herunder - og mere om lufthavnen, klik her.
Strande langs østkysten på Gran Canaria
Playa Ojos de Garza (13)
Stranden Ojos de Garza er perfekt for flyspottere, for det er første strand nord for lufthavnen, og flyene suser til og fra med turister dagen lang. Der er et lille kunstnerkvarter med 100 små huse, som man kan ose lidt omkring. Fx i den sydlige del af stranden hos Senor Penita, hvis han ikke sover middagslur. Han har samlet alt, hvad der er skyllet op på stranden og kalder det nu kunst. Om det er skrald eller kunst, kan man jo så diskutere over en kølig øl.
Playa de Tufia
Man bør tage sig sammen en gang imellem og drage væk fra den strand, som man har fået anvist af sit rejseselskab eller hotel. For der er 60 km strand på Gran Canaria, så der er nok flere end en, man vil kalde drømmestrand. Et godt bud er Tufia-halvøen på østkysten. Her er to strande med gode restauranter i de hvide huse med blå detaljer. Playa de Aguadulce ligger i en lille afsides bugt med fint sand. Lidt vindblæst, og derfor knap så overrendt. Her kan man også se fly, der letter, men ingen larm. Playa de Tufia i syd har krystalklart vand, dejlig sand og læ for vinden, også populær blandt lokale. Ved Mirador Playa de Tufia oven for byen er der en ruiner, som man kan udforske.
Bil Drej fra GC-1 ind på Carretera a Tufia, følg vejen indtil den stopper ved p-plads.
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Stranden Ojos de Garza er perfekt for flyspottere, for det er første strand nord for lufthavnen, og flyene suser til og fra med turister dagen lang. Der er et lille kunstnerkvarter med 100 små huse, som man kan ose lidt omkring. Fx i den sydlige del af stranden hos Senor Penita, hvis han ikke sover middagslur. Han har samlet alt, hvad der er skyllet op på stranden og kalder det nu kunst. Om det er skrald eller kunst, kan man jo så diskutere over en kølig øl.
Playa de Tufia
Man bør tage sig sammen en gang imellem og drage væk fra den strand, som man har fået anvist af sit rejseselskab eller hotel. For der er 60 km strand på Gran Canaria, så der er nok flere end en, man vil kalde drømmestrand. Et godt bud er Tufia-halvøen på østkysten. Her er to strande med gode restauranter i de hvide huse med blå detaljer. Playa de Aguadulce ligger i en lille afsides bugt med fint sand. Lidt vindblæst, og derfor knap så overrendt. Her kan man også se fly, der letter, men ingen larm. Playa de Tufia i syd har krystalklart vand, dejlig sand og læ for vinden, også populær blandt lokale. Ved Mirador Playa de Tufia oven for byen er der en ruiner, som man kan udforske.
Bil Drej fra GC-1 ind på Carretera a Tufia, følg vejen indtil den stopper ved p-plads.
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Montaña de las Cuatro Puertas
De fire porte i bjerget, foto Kenneth Bo Jørgensen
Montaña de las Cuatro Puertas (14 på kortet øverst), De Fire Portes Bjerg formoder man har været en af guanchernes helligdomme, og det regnes for et af øens vigtigste fortidsminder, men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Der er hverken entre eller indgang. Man kan gå rundt i det, som man vil. Stedet har flere afdelinger omkring bjergets top, men attraktionen er de fire store retvinklede huleindgange, der har givet bjerget navn. De er hugget ud med stenøkser og fører ind til et stort rektangulært kammer med et gulv i forskellige niveauer. På pladsen foran er der nogle huller, så det ser ud til, at man har haft et større tag spændt ud, men hullerne kan også have haft en religiøs betydning, fx som mødested for det regerende råd, tagoror. Det kan også have været kongebolig eller tempel. På den anden side af bjerget er der huler, hvor mumier blev anbragt. I Cueva los Papeles papirgrotten er der kanaler og afløb til papirfremstilling. Væggene er her prydet med trekanter og frugtbarhedstegn. Kør næsten helt op til toppen af bjerget (319 m), herfra er god udsigt mod havet og Gando-lufthavn. Man skal klatre en del for at komme rundt, og man skal ikke være bange for højder.
Det hele ser lidt forfaldent ud, og man kan ikke kalde stedet overrendt. Nok fordi der er kommet så mange andre grotte-seværdigheder på Gran Canaria, der er i moderne udgaver. Men det 17 x 7 meter store kompleks er menneskeskabt, og dermed er det på linje med de andre grotter i historisk værdi.
Bil GC1 – via GC 140 til GC 100, drej til venstre på Calle Guanche i rundkørslen og fortsæt indtil vejen stopper. Derefter til fods.
Et stykke efter bjerget mod Telde kommer man til Club de Tiro. Et stort anlæg med legepladser, stadion, restauranter og betanquebaner til et par afslappende timer. Man kan herfra køre til motorvejen og hjem eller fortsætte mod Telde.
Det hele ser lidt forfaldent ud, og man kan ikke kalde stedet overrendt. Nok fordi der er kommet så mange andre grotte-seværdigheder på Gran Canaria, der er i moderne udgaver. Men det 17 x 7 meter store kompleks er menneskeskabt, og dermed er det på linje med de andre grotter i historisk værdi.
Bil GC1 – via GC 140 til GC 100, drej til venstre på Calle Guanche i rundkørslen og fortsæt indtil vejen stopper. Derefter til fods.
Et stykke efter bjerget mod Telde kommer man til Club de Tiro. Et stort anlæg med legepladser, stadion, restauranter og betanquebaner til et par afslappende timer. Man kan herfra køre til motorvejen og hjem eller fortsætte mod Telde.
La Garita - gejser og firben
Ved kysten ud for Telde er der i området La Garita (15) en del seværdigheder og oplevelser. En uægte gejser og en terrasse til giganter.
El Bufadero – Den uægte gejser, Calle Romero 1, La Garita
Kom og lyt, undergrunden brøler. Men der er en naturlig forklaring. Lavastrømme har udboret et stort hul i kystens klipper, som havvand vælter ind i og fylder. Når bølgerne rammer, presses luften ud af hullet, og der lyder et brøl, på kanarisk kaldet bufido. Det kaldes også en uægte gejser, for det ligner, men uden varm luft. Og vandet går op og ned. Der er intet, der forhindrer, at man springer i hullet – og bliver båret op af bølgerne, som i en elevator. Det skulle da lige være ens sunde fornuft. Men det er en yndet sport blandt unge mænd. Ufarligt kan det ikke være. Tæt på Playa de Hoya del Pozo, en af Gran Canarias smukke strande.
El Bufadero – Den uægte gejser, Calle Romero 1, La Garita
Kom og lyt, undergrunden brøler. Men der er en naturlig forklaring. Lavastrømme har udboret et stort hul i kystens klipper, som havvand vælter ind i og fylder. Når bølgerne rammer, presses luften ud af hullet, og der lyder et brøl, på kanarisk kaldet bufido. Det kaldes også en uægte gejser, for det ligner, men uden varm luft. Og vandet går op og ned. Der er intet, der forhindrer, at man springer i hullet – og bliver båret op af bølgerne, som i en elevator. Det skulle da lige være ens sunde fornuft. Men det er en yndet sport blandt unge mænd. Ufarligt kan det ikke være. Tæt på Playa de Hoya del Pozo, en af Gran Canarias smukke strande.
Gran Canarias Gigant-firben ses her.
Giganternes Terasse, Paseo Maritimo de la Garita, nord for Playa Hoya de Pozo.
Gran Canaria har verdens største firben. Her bliver de op til 80 cm. De andre øer kan kun prale af firben på op til 40 cm. Hvis man vil se dem på tæt hold, er der et godt sted ved La Garita. I en lille bugt står tre bænke på La Terraza de Los Gigantes. Man skal være musestille, når man nærmer sig gelænderet, og hvis man ikke så meget som vipper med ørerne, kan man være heldig at se 20-30 store firben på en gang. Man kan fodre dem med lidt fra frokostkurven, det gør de lokale. Stedet er populært blandt surfere.
Bil til La Garitas, GC-1 over GC-10 til GC-116 mod Hoya del Pozuelo, i rundkørsel på Calle Tomillo drej til højre ind på Calle Fagonia og videre til kysten.
Gran Canaria har verdens største firben. Her bliver de op til 80 cm. De andre øer kan kun prale af firben på op til 40 cm. Hvis man vil se dem på tæt hold, er der et godt sted ved La Garita. I en lille bugt står tre bænke på La Terraza de Los Gigantes. Man skal være musestille, når man nærmer sig gelænderet, og hvis man ikke så meget som vipper med ørerne, kan man være heldig at se 20-30 store firben på en gang. Man kan fodre dem med lidt fra frokostkurven, det gør de lokale. Stedet er populært blandt surfere.
Bil til La Garitas, GC-1 over GC-10 til GC-116 mod Hoya del Pozuelo, i rundkørsel på Calle Tomillo drej til højre ind på Calle Fagonia og videre til kysten.
Telde - 2. største by
Telde (16 på kortet) med 75.000 indbyggere er en intakt spansk by i kolonistil, omgivet af fabrikker og industri, med et hektisk centrum, hvor folk går rundt uberørt af, at fleste på øen er på ferie. Her kommer sjældent turister, selv om der er masser at se på. Byens centrum er ved kirken, St. Gregorius, men det er ikke byens vigtigste kirke. Den ligger 15 minutters gang derfra på Plaza San Juan, der har flere interessante bygninger, bl.a. Casa del Conde (Grevens Hus), her boede den greve, der realiserede idéen om at omdanne sydkysten til én stor ferieby, se Maspalomas.
Teldes historie
Telde var hovedstad det andet af Gran Canarias to kongeriger, da guancherne herskede - den anden var Galdar. De største bopladser fandtes i den vestlige del af byen, tæt på vejen til Valsequillo i Barranco de San Miguel. Der er ikke noget at se i dag, men engang var det et samfund med 14.000 huler og grotter. Allerede før spanierne erobrede øen, boede her munke fra Mallorca, der ville omvende hedninge. Siden blev byen centrum for slavehandel med Vestindien.
Teldes historie
Telde var hovedstad det andet af Gran Canarias to kongeriger, da guancherne herskede - den anden var Galdar. De største bopladser fandtes i den vestlige del af byen, tæt på vejen til Valsequillo i Barranco de San Miguel. Der er ikke noget at se i dag, men engang var det et samfund med 14.000 huler og grotter. Allerede før spanierne erobrede øen, boede her munke fra Mallorca, der ville omvende hedninge. Siden blev byen centrum for slavehandel med Vestindien.
San Juan Bautista
San Juan Bautista, Plaza San Juan
Kirken er Teldes stolthed. Den blev bygget, da spanierne ankom og regnes for en af øens ældste. De to tvillingetårne er dog senere. Indenfor er Gran Canarias måske bedste stykke kirkekunst: et forgyldt, flamsk billedskærerarbejde fra 1400-tallet. En snørklet alteropsats af 74 fint udskårne figurer, der fordelt på seks grupper viser scener fra Jomfru Marias liv. Det var indtægterne fra slavehandel, der gjorde det muligt for indbyggerne at erhverve kunstværket.
Oven over svæver en berømt Kristus, men mere en historisk end en kunstnerisk raritet. Skønt figuren er i legemsstørrelse, vejer den kun fem kilo. Værket er udført af mexicanske indianere i 1500-tallet. Man troede, den var af majsstængler, som blev til papmache, for dem er der flere eksempler på på øen; men nu har man opdaget, at papmachen er lavet af små papirstykker. Ved nærmere granskning fandt man frem til, at det var små kvitteringer for skatteopkrævning. Dermed kan man bevise, at indianerne i Mexico faktisk betalte skat, og at det derfor har været et endnu mere avanceret samfund, end man har regnet med. De var endda kloge nok til at genbruge bureaukratisk papir til noget fornuftigt bagefter.
Kirken er Teldes stolthed. Den blev bygget, da spanierne ankom og regnes for en af øens ældste. De to tvillingetårne er dog senere. Indenfor er Gran Canarias måske bedste stykke kirkekunst: et forgyldt, flamsk billedskærerarbejde fra 1400-tallet. En snørklet alteropsats af 74 fint udskårne figurer, der fordelt på seks grupper viser scener fra Jomfru Marias liv. Det var indtægterne fra slavehandel, der gjorde det muligt for indbyggerne at erhverve kunstværket.
Oven over svæver en berømt Kristus, men mere en historisk end en kunstnerisk raritet. Skønt figuren er i legemsstørrelse, vejer den kun fem kilo. Værket er udført af mexicanske indianere i 1500-tallet. Man troede, den var af majsstængler, som blev til papmache, for dem er der flere eksempler på på øen; men nu har man opdaget, at papmachen er lavet af små papirstykker. Ved nærmere granskning fandt man frem til, at det var små kvitteringer for skatteopkrævning. Dermed kan man bevise, at indianerne i Mexico faktisk betalte skat, og at det derfor har været et endnu mere avanceret samfund, end man har regnet med. De var endda kloge nok til at genbruge bureaukratisk papir til noget fornuftigt bagefter.
Det mest berømte kvarter i Teide
Barrio San Francisco
Kvarteret øst for San Juan Pladsen er et af Gran Canarias smukkeste, med hvidkalkede stenhuse og små pladser med toppede brosten i sirlige mønstre. Der bliver taget utrolig mange selfies her, for her er så smukt. Kvarteret består bare af ti gader, med en plads i midten, med et 100 år gammelt laurbærtræ. Engang var det jødekvarter og kunstnerghetto, nu er det mondænt og rart at gå rundt i. Se de små forhøjninger monteras i gaderne. Dem brugte man, når man skulle op på hesten. De gamle spaniere kunne jo godt blive tykke med årene. Mellem de to bydele ligger museet:
Kvarteret øst for San Juan Pladsen er et af Gran Canarias smukkeste, med hvidkalkede stenhuse og små pladser med toppede brosten i sirlige mønstre. Der bliver taget utrolig mange selfies her, for her er så smukt. Kvarteret består bare af ti gader, med en plads i midten, med et 100 år gammelt laurbærtræ. Engang var det jødekvarter og kunstnerghetto, nu er det mondænt og rart at gå rundt i. Se de små forhøjninger monteras i gaderne. Dem brugte man, når man skulle op på hesten. De gamle spaniere kunne jo godt blive tykke med årene. Mellem de to bydele ligger museet:
Museum viser livet for de rige dengang
Museo León y Castillo, Calle Léon y Castillo 42, ma.-fr. 9-13. León y Castillo.com
Fødested for Gran Canarias berømte sønner – brødrene Juan og Fernando de León y Castillo. Juan var diplomat og ansvarlig for, at Las Palmas fik sin havn i slutningen af 1800-tallet. Fernando blev spansk udenrigsminister, der aldrig glemte at lade det dryppe lidt på fødeegnen. Der er gader opkaldt efter dem på alle kanariske øer. På museet kan man se minder om dem og samtidig få indtryk af levevisen dengang.
Sæt også lidt tid af til at spadsere rundt i den gamle guanchehovedstad. Der er flere store parker i byen, og man er i gang med at opføre et nyt kulturcenter.
Madtip: Telde er kendte for pata de cerdo (flæskesteg) med gofio.
Praktisk information om Telde:
Info: Casa Condal - c/Conde de la Vega Grande 9, tlf. 828 013 312
Bus 80 kører direkte Las Palmas, 90 Maspalomas, 13 San Mateo, 35 Agüimes, 24 til Santa Brigida Cruz de Tejeda m.fl. Der er busstop tæt på Plaza San Juan.
Fødested for Gran Canarias berømte sønner – brødrene Juan og Fernando de León y Castillo. Juan var diplomat og ansvarlig for, at Las Palmas fik sin havn i slutningen af 1800-tallet. Fernando blev spansk udenrigsminister, der aldrig glemte at lade det dryppe lidt på fødeegnen. Der er gader opkaldt efter dem på alle kanariske øer. På museet kan man se minder om dem og samtidig få indtryk af levevisen dengang.
Sæt også lidt tid af til at spadsere rundt i den gamle guanchehovedstad. Der er flere store parker i byen, og man er i gang med at opføre et nyt kulturcenter.
Madtip: Telde er kendte for pata de cerdo (flæskesteg) med gofio.
Praktisk information om Telde:
Info: Casa Condal - c/Conde de la Vega Grande 9, tlf. 828 013 312
Bus 80 kører direkte Las Palmas, 90 Maspalomas, 13 San Mateo, 35 Agüimes, 24 til Santa Brigida Cruz de Tejeda m.fl. Der er busstop tæt på Plaza San Juan.
Bandama – Gå på vulkaner (17)
Et stort naturreservat i Nordøst Gran Canaria er etableret ved den gamle vulkan, Pico de Bandama. Opkaldt efter en flamsk handelsmand, der hed Van Damme, og som ikke aner, hvilket sprudlende naturområde han er blevet synonym med. Det er dannet for 5000 år siden, da vulkanen brasede sammen og dannede en gryde - caldera - 216 meter dyb, 574 meter høj med en diameter på 1.000 m. Man kan af gode grunde gå hele vejen rundt om krateret og få en fantastisk oplevelse. Der er tre kilometer i omkreds. Og undervejs kan man støde på den arkæologiske seværdighed Cueva de los Canarios, som guancherne brugte som silo til at gemme afgrøder. Man kan trekke en rute, der giver adgang til udsigtspunkter, grotter, planter og masser af indfødt fuglepip. På turen kommer man forbi udsigtspunkter mod Las Palmas og bjergene midt på øen. Turen er lidt stejl visse steder. Kig efter sjældne kanariske planter som den hvide tajinaste (Echium decaisnei) og efter tårnfalke og lyt efter hjemlige fuglelyde fra munke, Sylvia atricapilla (capirote på spansk), som er almindelige i Danmark, men sjældne her. Husk vand og hat. Til gengæld behøver man ikke være bange for vulkanudbrud. Den har været død i 2000 år.
/// Bodega Vandama Carretera de Bandama 116, on-lø 13-16, 20-24, sø. 13-17.30, tlf. 928 352 754, bodegonvandama.com
På en grøn terrasse oppe ad bjerget serveres grillede steaks til god rødvin af egen avl. Der er en enorm vinkælder, som man giver rundvisninger i, ring i forvejen.
Bil Drej fra GC-800 via GC-4 ind på GS-802 og videre.
/// Bodega Vandama Carretera de Bandama 116, on-lø 13-16, 20-24, sø. 13-17.30, tlf. 928 352 754, bodegonvandama.com
På en grøn terrasse oppe ad bjerget serveres grillede steaks til god rødvin af egen avl. Der er en enorm vinkælder, som man giver rundvisninger i, ring i forvejen.
Bil Drej fra GC-800 via GC-4 ind på GS-802 og videre.
Botanisk Have på Gran Canaria - Spaniens største
Sventenius ligger begravet i parken.
Jardin Canario (18), åbent 9-18, gratis.
jardincanario.org
Haven blev skabt i 50’erne af den svenske botaniker Eric R. Sventenius, født Svenson, som ligger begravet i haven. Han havde en vision om at samle alle kanarieøernes endemiske planter på ét sted. Og den opgave gik han til med en så krum hals, at nogen betragtede ham som lidt tosset. Han rejste rundt til alle afkroge af de kanariske øer, haver, stenbrud og grøftekanter for at være sikker på at få det hele med. Det lykkedes, og haven stod klar i 1977, da han døde i en trafikulykke lige foran indgangen. Siden har det udviklet sig til en verdensberømt have, hvor der ikke bare er kanariske arter, man har etableret en skov af 50 træarter fra hele verden, hvoraf flere har var tæt på udryddelse i deres hjemlande. Haven har blandt andet været med til at redde den hawaiiske palme, Pritchardia Munroi. Hawaii sendte i 1975 frø af palmen til 16 botaniske haver verden over i håb om, at nogen kunne redde den. På Gran Canaria lykkedes det at opdyrke 400 eksemplarer i løbet af 20 år, hvorefter færdigpakkede palmer blev sendt tilbage til Hawaii. Man beholdt selvfølgelig et par stykker selv, og de kan ses i palmehaven. Den botaniske have ligger på en bjergskråning. Ad snoede stier og stejle trapper føres man rundt i den paradisiske have, det ene smukke scenarie afløser det andet. Og uanset årstid er der eksotiske planter og træer, som blomstrer i alle farver. På havens vokser drageblodstræer, som har fået navn efter deres blodrøde saft (se lidt let til flyet). Der er også en stor samling kaktusser. Mange af dem er høje og krogede som træer, lyst til at klatre i dem får man ikke, når man ser de sylespidse pigge. Og de lave runde kaktusser, som ligner bløde puder, får man heller ikke lyst til at sidde på, dækket af lyse pigge, de kaldes også ”svigermors plads”!
Bus: 25 fra Las Palmas mod Santa Brígida. 58 til Tafira Alto, 301 (over bjerget) og 302 (i dalen) til Sta. Brigida og forbi Botanisk Have. De går alle 2-3 gange i timen fra Las Palmas.
Bil Landevej GC-110 (øvre indgang) og GC-310 (nedre indgang)
jardincanario.org
Haven blev skabt i 50’erne af den svenske botaniker Eric R. Sventenius, født Svenson, som ligger begravet i haven. Han havde en vision om at samle alle kanarieøernes endemiske planter på ét sted. Og den opgave gik han til med en så krum hals, at nogen betragtede ham som lidt tosset. Han rejste rundt til alle afkroge af de kanariske øer, haver, stenbrud og grøftekanter for at være sikker på at få det hele med. Det lykkedes, og haven stod klar i 1977, da han døde i en trafikulykke lige foran indgangen. Siden har det udviklet sig til en verdensberømt have, hvor der ikke bare er kanariske arter, man har etableret en skov af 50 træarter fra hele verden, hvoraf flere har var tæt på udryddelse i deres hjemlande. Haven har blandt andet været med til at redde den hawaiiske palme, Pritchardia Munroi. Hawaii sendte i 1975 frø af palmen til 16 botaniske haver verden over i håb om, at nogen kunne redde den. På Gran Canaria lykkedes det at opdyrke 400 eksemplarer i løbet af 20 år, hvorefter færdigpakkede palmer blev sendt tilbage til Hawaii. Man beholdt selvfølgelig et par stykker selv, og de kan ses i palmehaven. Den botaniske have ligger på en bjergskråning. Ad snoede stier og stejle trapper føres man rundt i den paradisiske have, det ene smukke scenarie afløser det andet. Og uanset årstid er der eksotiske planter og træer, som blomstrer i alle farver. På havens vokser drageblodstræer, som har fået navn efter deres blodrøde saft (se lidt let til flyet). Der er også en stor samling kaktusser. Mange af dem er høje og krogede som træer, lyst til at klatre i dem får man ikke, når man ser de sylespidse pigge. Og de lave runde kaktusser, som ligner bløde puder, får man heller ikke lyst til at sidde på, dækket af lyse pigge, de kaldes også ”svigermors plads”!
Bus: 25 fra Las Palmas mod Santa Brígida. 58 til Tafira Alto, 301 (over bjerget) og 302 (i dalen) til Sta. Brigida og forbi Botanisk Have. De går alle 2-3 gange i timen fra Las Palmas.
Bil Landevej GC-110 (øvre indgang) og GC-310 (nedre indgang)